I sin bestsellerbog ”Oplyst” (Educated) fra 2018 skriver den amerikanske professor, Tara Westover, om sin rejse fra uvidende til oplyst og især én passage har gjort indtryk på anmeldere wordlwide i de måneder, hvor bogen udkom på flere sprog. Her beskriver hun, hvordan hun under sit universitetsstudie for første gang i sit liv lærer om Holocaust. Hun er vokset op i et stærkt troende miljø hvor hendes forældre som praktiserende mormoner har hjemmeundervist hende og selv kurateret, hvad hun og hendes seks søskende skulle vide om verden og med hvilken vinkel. Alt hvad hun ved er formet af deres tro, forestillinger og myter. Som barn og ung har hun dog et brændende ønske om at komme ud i samfundet og lære nye ting og efter kamp med sit ophav, rejser hun sig langsomt fra sin opvækst mod mere offentlig skolegang.
Forbandelsen i ikke at vide Hun læser sig frem til at kunne starte på universitetet. Det er i sær hendes nysgerrighed og arbejde med at søge viden, der bringer hende frem. Hun er vokset op i et hjem båret af holdninger fremfor viden, og hendes tese er, at viden er vigtigere som udgangspunkt. På universitetet finder en af de skelsættende oplevelser sted, da hun rækker hånden op og spørger til et ord, hun ikke kender fra en historiebog. Ordet er Holocaust. Hendes kammerater tror ikke deres egne ører, professoren tror, hun af politiske årsager er modvillig. Men hun er alene uvidend. Hun har på trods af sine år i skolen stadig mange huller i sin viden om samfundets opbygning, om demokrati og velfærd, og oplevelsen sætter blot endnu mere ild til hende ønske om at vide.
Hendes historie er forholdsvis ny. Episoden er sket i Google tidsalderen. Hun kunne have spurgt Google. Men når man ikke har den indledende viden, ved man heller ikke, hvad man skal søge på, og på mange måder er Tara Westovers historie et godt billede på præmissen i det samfund, vi befinder os i. Hvis vi ikke ved, hvad vi ikke ved, kan vi ikke komme til at vide. Derfor er hendes historie en personificering af, hvordan vi i dag forestiller os at holdninger er lig med viden. Hun har formået at sætte et billede på det, der foregår hver dag på sociale medier, nemlig en kurateret meningsverden, der ikke nødvendigvis tager udspring i viden. Om lidt går det løs.
Som en konsekvens af det kommende valg, vil danske medier tage ud i landet for at tage temperaturen på den politiske stemning, og mon ikke vi vil opleve vinkler om, hvor mange af os, der ikke ved, hvad vi skal stemme på. Som ved valget om forsvarsforbeholdet og sidste års kommunalvalg.
Dogmet bliver, at vi som borgere i Danmark snart ikke kan finde rundt i det politiske landskab længere. Dogmet bliver også, at vi som danskere nærmer os amerikanske tilstande, fordi vores valg vil være påvirket af personer. Bliver det Inger, Lars, Mette, Jakob, Sofie, Pernille eller kan du som de fleste andre bedst lide Søren, fordi han bare er likeable. Uagtet at lige netop oplysning er en del af mediernes rolle, kan den slags foruddefinerede vinkler øge politikerlede og polarisering og enkeltsagsinteresse samt giver læsere, lyttere og seere en dårlig undskyldning ”Ah så er jeg ikke den eneste, men det er jo også håbløst.” Jeg håber derfor, at vi som borgere vender billedet rundt og i stedet søger svar selv. Og at medierne vil fokusere på, hvad vi gør for at søge viden og holdninger. ”Hvad gør du så for at holde dig oplyst?”
Svaret er naturligvis kke Facebook eller de sociale medier generelt. End ikke selv om vores statsminister sammen med en lang række politikere breaker store og små beslutninger her som det første. Svaret er at viden er muligt, hvis man søger i partiprogrammer og læser danske medier frem for danskeres holdninger. Læser analyser, måske endda bøger. Kender forskellen på det rød blok bygger på overfor det blå blok bygger på. I den politiske virkelighed er forvirringen total. Posen er blevet rystet på Christiansborg siden sidste valg. Intet er, som vi valgte det til at blive. Men jeg håber ikke, at det bliver mainstream at sige, at man ikke ved noget. Derimod håber jeg, at det bliver vigtigt at mene, at man skal vide for at mene.
Viden er ikke gratis, men uvidenhed kan blive dyr for ethvert demokrati. Der er efterhånden uhyre mange eksempler på det i lande som vi normalt samarbejder med.