Tomgang i stedløshed

Man kan næsten ikke holde ud at se det. Når andre sidder bukket og zoombie-agtige over mobilerne, mens fingeren som det eneste bevæger sig sammen med de små nærmest ubevægelige hop i øjeæblet i lyset fra skærmen. Eller fraværet og den åbenlyse afvisning ved det mindste bip eller det vedvarende forstyrrelse. I bilen ved siden af os på p-pladsen, i sofaen, ved spisebordet, til møderne, eller endnu værre i kantinen på skolen. Vi taler om det, så ofte som vi taler om vejret. Om alle de andre, der forsvinder ind i mobilerne, fraværende og individuelle. 

Spørgsmålet er blot, om vi kan holde os selv ud? Ifølge studier bruger vi i gennemsnit mindst to timer om dagen på vores mobiler uden nævneværdigt formål. To timer om dagen i en tid, hvor vi er betegnet som stressede og hvor en kollektiv forståelse af, at vi skal arbejde mindre og leve mere breder sig, bruger vi to timer om dagen på noget, der gør, at vi på den lange bane bruger endnu mere tid, nemlig automatiseret tomgang.

Lad mig kort forklare. Jeg ved, at du bruger telefonen til vigtige formål. Social kontakt og fritidaktiviteter og hvem tager frugt med til træning og facetime med bedstemor. Eller arbejde, mails, beskeder, lektier, læse dagsorden og læse nyheder. Derefter finde inspiration til faglige gerninger men også bare til livet, til hverdagsmad, til udseende, til rejser. Og så endnu mere om alt det, man ikke kan slippe for, man bestiller tid til læge, pas eller kørekort, man udfylder skemaer, registrerer sig selv, tjekker sig selv, og man modbeviser et argument via Google, hvis man ikke blot underholder sig selv gennem spil, video eller ved at analysere, hvorfor en person får likes for et ligegyldigt opslag.

Mellem alle formål er det formålsløse. Nogle unge kalder det tomgang. Visualiseret ved dig selv sidde og scrolle, klikke ind og ud, flytte vinduer, shoppe mellem utallige åbne sider. Midt i det formålstjenstlige er der slipstrømme, det digitale vakuum, de hovedløse kliks, de forglemmelige timer. Du kigger op fra telefonen en halv time efter, at du skulle tjekke en mail. Du så måske en flyverdragt og en halloweensuppe undervejs, men hvad ellers? Femten korte statements, fordi tekster skal fænge på tre sekunder, statements, der ikke bed sig fast eller også gjorde kun kortvarigt, dog nok til at forme et indre synspunkt, som nogle kan kapitalisere af senere, fordi du lagde et vigtigt spor. Et spor, der gør, at du bruger endnu mere tid på tomgang. Tomgang er et vakuum, mellem stilstand og bevægelse, men stilstanden lyver, for motoren kører. Og jo længere tid motoren kører, des større er potentialet for mere tomgang. 

For mens vi sidder der og tømmer hovedet, fyldes motoren med spor efter os, og vi oparbejder et større potentiale for digitale afledninger. Jo længere vi giver motoren vores inaktive opmærksomhed, des større lagring af registreringer, og jo mere tomgang, udsætter vo os selv for. Det er det eneste sted i historien, hvor vores inaktivitet afleder mere af samme.

Den automatiserede tomgang er dog ikke konsekvensløs og kan måske opfattes som indholdsløs, fordi vi ikke husker, hvad tiden gik til. 

Børn, der læser om krig, og dernæst om hundehvalpe, der finder et nyt hjem eller er efterladt på en gade men hvis de betaler nogle penge, vil de få et hjem og så en veninde, der har fået mange likes og en stjerne, der har fået lavet læber. Voksne, der hopper fra dagsorden til morgendagens møde over på den digitale lægejournal eller anbefalede skostørrelser og så alt det, der ikke huskes, fordi det ikke var vigtigt, men som måske lagrer sig, så du kan klikke videre end anden dag, eller næste time.

Vi fastholdes digitalt i ikke brugbare input altimens, vi går glip af andre og måske vigtigere gerninger. Ikke bevidst men automatiseret. 

“Hvad gør jeg for at komme ud af den tomgang?” spurgte en gymnasieelev mig efter et foredrag. 

“Du kan starte med at blive bevidst om den, når den er der. 

Lykke Møller Kristensen

Lykke Møller Kristensen

Forfatter, journalist og foredragsholder med snuden stift rettet mod vores digitale liv og de muligheder og konsekvenser det betyder.