Vi taler om de unge som en vare, vi skal konkurrere om, men hvor er konkurrencen om at gøre det bedst muligt for dem? De mistrives, og det kan få stor indflydelse på deres tilgang til arbejdsmarkedet – der har så hårdt brug for dem.
I starten af marts blev to vigtige temaer offentliggjort:
Der bliver mangel på IT-uddannede i fremtiden, fordi de unge ikke vælger it-uddannelser. Samtidig blev Den Nationale Sundhedsprofil 2022 offentliggjort og ifølge den har danske unge det historisk dårligt. De mistrives, har angst og depressive tanker, føler sig stressede, pressede og ensomme. Uden sammenhæng med de to ovennævnte temaer er det værd at bemærke, at Vejle i de samme dage blev – foreløbigt – snydt for IT-uddannelsespladser og nu kæmper for at få oprettet et IT universitet i byen. Men måske skal kampen kæmpes for noget andet, for fremtidens arbejdskraft har det værre end nogensinde.
Lad os antage at fravalget af IT-uddannelser og unges mistrivsel hænger sammen og kort analysere hvordan. Det kan vi ikke gøre uden at stille spørgsmålstegn ved årtiers spåen om fremtidens unge. Trendforskere, erhvervsliv og politikere har uimodsagt antaget, at de unge vil mere og mere af de digitale, og på konferencer worldwide bliver vi hvert år præsenteret for, at det kun er et spørgsmål om tid, før de unge udelukkende vil mødes i det digitale spejl på et fællesskab Nemlig METAverse, hvor du kan shoppe, date, coworke og endda fejre din bedstemor hjemme fra din egen sofa uden at røre dig det mindste. Din verden bliver blot virtuel, og du kan bevæge dig rundt der via taster eller små ryk med dine VR briller.
Fremtiden er mere end META
METAVERSE er videreudviklingen af det, vi allerede ser, nemlig, at meget af vores fysiske fællesskaber er afløst af digital stedløshed og digitale timer, som de digitaliseringsbegejstrede vil kalde digitale fællesskaber og det rum, hvor børn og unge allerede bruger op til 50% af deres vågne tid. ”De nye generationer lever deres liv gennem det digitale,” lyder det, som trak man vejret gennem telefonen som ung i dag. Som var det digitale selve livet og ikke et redskab til livet. Men indtil videre er der ikke noget, der tyder på, at drømmen hos de unge ligger i endnu mere skærmtid og distance. Heller ikke selv om de lever i en evig scrollen på TikTok, Instagram og andre sociale medier i manglen af bedre. Det sidste er afgørende. De gør det i manglen af bedre.
Da krigen i Ukraine brød ud kort efter at Den Nationale Sundhedsprofil udkom, talte vi endnu engang om, hvad de unge ser på de sociale medier i min branche. Vi talte om alt det, de bliver udsat for, og som presser dem. Både mobning, hård tone og negative nyheder, men også perfekthedskultur og et evigt consumer-behov og måling af sig selv op imod andre. Det er let udelukkende at fokusere på, at det, de unge eksponeres for, gør dem præstationsfokuserede, pressede, nervøse, ængstelige og ensomme.
Hvad skærmtid repræsenterer fraværet af
Men mange unge, som jeg møder i mit arbejde peger på et andet problem. Nemlig det, som skærmtiden repræsenterer fraværet af. Fysisk samvær, fælles refleksioner, læring og afprøvninger, øjenkontakt og spejling i mennesker. ”Jeg ville som det første slukke min mobil, hvis bare alle andre også gjorde det,” lyder det igen og igen fra flere hundrede unge, som jeg møder i mit arbejde, og som længes efter at alle andre kigger op og har lyst til at være sammen, men som alle andre tyr til telefonen som flugtvej fra det scenarie, hvor alle alligevel sidder med telefonen. Det handler ikke kun om at mærke behovet for at være i et fysisk fællesskab men i lige så høj grad om det udefinérbare. Den samtale, vi ikke ved, vi kunne få det bedre af frem for at analysere krigens konsekvenser hver for sig baseret på et opslag på Twitter, Facebook, TikTok eller noget fjerde. De unge vælger ikke it-uddannelser i tilstrækkelig grad, men måske har vi ikke formået at forstå, hvordan vi kommer i øjenhøjde med deres behov og deres fremtid i vores egen begejstring for en smartere fremtid.
Børn, unge og deres forældre har på få år bemærket, hvad den personificerede digitalisering betyder for vores trivsel og manglende fællesskaber, og selv om de endnu ikke har sat ord på endnu, vil den udvikling over tid kunne mærkes ved at endnu færre ønsker at uddanne sig indenfor de tekniske og IT relaterede uddannelser. Det, de oplever som individer, konverteres måske til forbehold overfor teknologi, der overordnet har et andet sigte end dagligdagen på iphonen.
Kommer der til at mangle studerende eller glade studerende?
Der kommer til at mangle it-studerende i fremtiden, det viser al forskning, alle undersøgelser. Hvordan kunne man gribe det anderledes an i en by? I et fællesskab? Hvordan kunne man politisk og erhvervsmæssigt tænke ud af boksen, og er AI egentlig for alvor ud af boksen, eller skal der en smule mere til? I fremtiden kommer man ikke til at tiltrække unge, hvis man ikke forstår dem, og lige nu har de det historisk dårligt.
Der var engang, hvor distruption distruptede sig selv, hvor Nokia ikke længere connectede people, og hvor Blockbuster var håbløst eksempel på, at nogle ikke så skriften på væggen i tide, og det er måske absurd at tænke sådan, men skriften på væggen er en ungdomsårgang, der mistrives i hidtil uset grad, og behov for nye studerende står i skærende kontrast til fakta. Skriften står på væggen. Og skriften på væggen var ikke, at Vejle ikke umiddelbart fik tilkendt de 2000 it-studerende eller at de unge ikke vælger IT-uddannelser.
