”Kan vi ikke bare slukke og snakke?” spurgte en elev på den skole, jeg besøgte på dagen for Ruslands invasion af Ukraine. Vi skulle tale om sociale medier og hvordan de unge kunne reflektere over gode råd og egne erfaringer. I stedet blev et af de vigtigste spørgsmål nogensinde i mine foredrag stillet, sårbart, menneskeligt, nysgerrigt.
Det er kun syv måneder siden og alligevel næsten en mennesker alder siden. Der var stadig hjulspind i folks købelyst, vanvittige byggepriser og fragtfirmaer, der mangedoblede deres omsætning. Det er nu historie, og børn og unge kigger ikke kun ængsteligt mod en krig i Europa men også på deres forældre for at afkode deres udtryk. Er de ramt af krisen? Bliver vi sendt på gaden?
For børnene forsøger selv at regne den ud. De forsøger ikke kun at afkode, hvad der skal til for at blive den populære i klassen, der får flest likes. De forsøger hele tiden at finde hoved og hale i den verden, der er så tæt på dem via sociale medier. Og foran dem sidder vi. Os der også forsøger at regne den ud. Via holdninger på sociale medier, eksperter, der forklarer os ting, og politikere, der fortæller om kriserne og kapitaliserer af frygten.
Vi har historisk oplevet på live-tv, hvordan mennesker er fordrevne fra deres hjem, først på grund af krigen og nu på grund af så store energi-udgifter, at de ikke kan betale deres husleje. Det er forfærdeligt og ubærligt, og vi er alle berørte.
Vi kapitaliserer af krisen med vores holdninger
Men krisen giver også et perfekt afsæt til at fremelske holdninger og politik. Både foran kameraet og på sociale medier. Der er en stigende kapitalisering af kriserne. Man bruger dem til at fremme budskaber, man bruger dem til at slå identifikationen fast i vores sjæl. Udfordringen er blot, at det rammer børn og unge hårdt, for deres verden er omgærdet af kriser.
Kriser, der er blevet one-liners på politiske talepapirer og algoritme styrede eksponeringer online.
Børn, der læser om krig, og dernæst om hundehvalpe, der finder et nyt hjem eller er efterladt gaden, så en veninde, der har fået mange likes og en stjerne, der har fået lavet læber. Og tilbage til krig og elendighed, for det kommer op som inspiration på deres sociale medier, mellem snaps og chats. Og hvad med os? Kan vi blive sat på gaden. Er vi fattige nu? Er det derfor mor er ked af det?
Voksne, der hopper fra dagsorden til morgendagens møde over på den digitale lægejournal eller anbefalede vinterstøvler og så lidt krig og lidt krise og endnu en manifestation fra politikere, der understreger kriserne som et pejlemærke for deres politik. Ikke for deres visioner eller for deres fremtidsperspektiver, men som det abrupte, det, der har fået os til at strande her og nu.
Os, der voksede op i 70´erne kender både til den kolde krig, til krig på TV og ikke mindst til bagtæppet af energikrise. Måske husker du som jeg, at TV Avisen viste skitser af evt. atombomber på landkortet. Hvor Danmark lå på ruten. Billeder, der brændte sig fast, og billeder der blev taget stilling til. Jeg voksede op med spisesedler til debat. Barnemordere på forsiden af Ekstra Bladet lige ved siden af slikhylden. Findes der mennesker, der dræber børn?
Spørgsmålet virker banalt. I dag finder børn selv svaret, før vi når at stave til Youtube. Vi bør huske på, hvad samtalen trods alt gjorde for os, der har prøvet det før.
For den personaliserede digitalisering var der en verden uden krig eller oliekrise og økonomiske nedture. Lad os kalde det den fysiske verden, i dag kaldet IRL. Hvor vi kunne drømme om fremtiden alt imens et diplomatisk arbejde kunne foregå bag linjerne, og alt imens politikere kunne håndtere sagerne politisk, uden at vi som folk blev fortalt, hvorfor de sagde, som de gjorde, og hvad de også andre ville følge op med, og hvorfor. En verden hvor vi talte sammen, så på hinanden og opdagede, at andre ikke var bange. Eller måske var de bange, men så talte vi om det. Vi forstod sammen og sad ikke hver for sig og forsøgte at analysere, hvad det hele betød. For os, vores fremtid, som vi stadig havde, selv om vi brugte deo og køleskabe med freon.
Sat på spidsen var vi som individer og familier, mennesker heldigere dengang end de børn og unge, der vokser op i dag. Med det mener jeg ikke, at de skal frygte nutiden og fremtiden mere, end vi gjorde. Med det mener jeg, at de er bombarderet i frygten og ulykker. Der findes unge, for hvem det er et faktum, at der ikke er en fremtid. For den er prisgivet klima-krisen, der en af de fem kriser, dog et bagtæppe, for de akutte kriser er de mest italesatte.
Derfor: ”Kan vi ikke bare slukke og snakke?”
