ChatGPT – vi bliver halvblinde, men bliver vi også dummere?

Når vi begynder at reflektere over, hvad forskellen er på AI og mennesker, er vi måske på rette vej. Og i hvert fald på vej et bedre sted hen, end vi har været i de årtier, der er gået forud i en hovedløs digitalisering
Chat GPT

Det er ikke et retorisk spørgsmål og det er ikke kun kreative mennesker som den amerikanske kunstner, Nick Cave, der opponerer mod ChatGPT, som han kalder ”en grotesk hån mod  det at være et menneske” med udgangspunkt i et forsøg, hvor botten blev bedt om at skabe sangtekster i Caves stil.

Det er nærliggende at anse den kendte sangskriver og rockmusikers udfald som et tegn på den trussel, botten selvfølgelig er mod flere kreative fag, der har tekster som omdrejningspunkt. Som tjenesten Dall-E 2, der på få sekunder laver original digital billedkunst på baggrund af en enkel instruks. Og som digitaliseringen i øvrigt har truet produktionsmedarbejdere igennem flere årtier.

Nu bevæger teknologien sig åbenbart ikke kun ind mod vores hjerter som udfordring til kunsten men også ind i vores hjerner. I Danmark handler debatten p.t. mest om muligheden for snyd på uddannelsesinstitutionerne. En udvikling som DPO-professor Jeppe Bundsgaard f.eks.  ikke ser det store problem i. Han kalder ChatGPT for ”mindblowing.”

Det er vores fortolkning og anvendelse, det handler om

Han understreger også, at det ikke er ChatGPT i sig selv, der er udfordringen, men derimod vores tilgang til brugen af den. Som om al teknologi er en uundgåelig præmis, vi ikke behøvede at forberede os på. Med årtiers erfaring med udviklingen, er da også påfaldende, at vi ikke er mere klar til ny teknologi, end vi er.

Mere rammende fremføres en pointe netop om ChatGPT i en artikel i nærværende medie af rektor for Borupgård Gymnasium, Thomas Jørgensen. Han fremfører at kunstig intelligens (AI) og redskaber som ChatGPT kræver, at selve begrebet om ”læring” genovervejes.

For ”læring” og ”videreformidling af information” er væsensforskellige processer. I sit indlæg indrammer rektor Jørgensen den dybde, det arbejde og den fortolkning, som vi endnu ikke er påbegyndt en proces omkring, hvilket bringer mig videre til min egen skepsis.

For ja, jeg opfatter mig selv som en af skeptikerne – men dog ikke overfor selve botten. Næh, min skepsis handler langt mindre om teknik end den handler om mennesker.

De væsentlige spørgsmål

Og mere specifikt, de mennesker, som har været prisgivet en form for gåsegang henimod en udvikling, der som årene er gået, snarere har afviklet et rum for væsentlige spørgsmål. Den afvikling peger formanden for Gymnasieskolernes Lærerforening Tomas Kepler også på i et indlæg i gymnasielærernes fagblad, Gymnasieskolen. Hans spørgsmål er relevant: bliver man alment dannet, hvis man overlader arbejdet til en robot – i dette tilfælde ChatGPT i forbindelse med den verserende debat om snyd på uddannelsesinstitutioner?

For mens det er blevet almindeligt anerkendt, at vi bliver halvblinde af vores konstante og voksende brug af skærme indenfor, er spørgsmålet om, hvorvidt vi også bliver dummere af den digitale udvikling, stadig for reaktionært at stille. Man er efterladt på perronen, og toget er for længst kørt gennem tunnelen med ekkoet af ”digitaliseringen skærper vores hjerner,” og ”det handler om at følge med, for det går så stærkt!”

Men jeg stiller netop derfor og ikke desto mindre et større spørgsmålstegn ved vores tilgang til ny teknologi, der skal afhjælpe os tænkende og som over tid optræder som vores alter ego, end jeg stiller spørgsmål ved selve ChatGPT.

Blot et redskab og ikke en erstatning

For mig er ChatGPT blot et redskab. En udvidet version af Google, der kan skrive fine tekster, baseret på de mange tusinde andre fine tekster, der efterhånden er indlæst som data. Og så kan den hjælpe med at forklare min datter metoder til matematisk udregning mindst lige så godt, som de gode kilder, hun og hendes kammerater igennem tiden har brugt YouTube til.

Men botten kan ikke erstatte noget relationelt, ligesom den kun svarer på det, jeg spørger om og ikke reflekterer eller udsætter mig for irriterende omveje, rundkørsler eller sideveje, som den tyske neuroforsker, Manfred Spitzer peger på nødvendigheden af i bogen ”Digital Demens” fra 2018.  

Under et foredrag på Christiansborg i 2018 beskrev han, hvordan det at shoppe ind og ud af videnbidder (som Google og nu ChatGPT tilbyder) sløver hjernen og igangsætter det, han kalder digital demens – modsat det have en grundlæggende viden, som holder hjernen skarp og initierer kreativitet.

Spørgsmålet, som det giver mening at stille, er med andre ord, om vi er på vej til at blive vi både halvblinde og digitalt demente?

Den perfekte afledning af den samtale er i virkeligheden debatten om elevers snyd ved hjælp af ChatGPT. For er de unge på universiteterne i forvejen ikke digitalt opdraget til snyd, hvis vi tolker det som ”at snyde”, hvis de anvender de digitale redskaber, de er vokset op med og som har været præmissen for deres liv på tværs af livsroller, fordi vi end ikke engang overvejede at forberede eller evaluere løbende?

Dem vi taler om i stedet 

De unge årgange, der siden de var små og følelsesmæssigt umodne, har ladet sig opdrage digitalt og været eksperimenter for digitale læringsformer, som endnu ikke er bevist virker efter hensigten.

De elever, der for ti år siden ikke lærte håndskrift med det udgangspunkt, at ’alt jo alligevel bliver digitalt’. Det er eleven, som har lært i skolen og gymnasiet, at viden altid kan findes på Google – dog måske i det mindste ikke udelukkende på Wikipedia.

Det er den samme elev, der først fik fortalt, at de skulle lære matematik ved blot at indtaste tallene digitalt i systemet og som nu udskammes med tilråbet om, at ”de unge bliver dårligere til matematik.” Her er der tale om en nærmest lineær historik.

Det er også de elever, som har lært det meste digitalt, selv om de har søgt det fysiske i form af bøger på stort set alle landets biblioteker og foretrækker papir. Og selvom deres forkærlighed bakkes op af flere års forskning i digital versus fysisk læring, som siger, at vi husker bedre, når vi læser noget på papir.

De unge er faktisk videbegærlige og kritiske, og de vil mere end Meta og ChatGPT, men de vil til enhver tid anvende de redskaber, vi voksne og samfundet stiller til rådighed.

Det er en banal sandhed, og derfor har det undret mig, at digitaliseringsbegejstringen på ingen måde har fordret eller igangsat en langt bedre forberedelse, for så hurtigt går det altså heller ikke.  Vi har over tyve års erfaring med den personaliserede digitalisering – alligevel debatterer vi ”unges snyd” frem for noget mere essentielt, nemlig  forberedelsen, de kommunikative og processuelle tanker, formen og metoden.

Det undrer mig, fordi teknologi aldrig alene gør en forskel.  

Vi har brug for de skeptiske

I mit daglige arbejde som facilitator og foredragsholder om meningsfuld digitalisering anvender jeg ofte begrebet ”reaktionære Grethe.” Hun er typen, der altid er modvillig overfor nye systemer og digitale rutiner. Hun stiller tusinde spørgsmål og finder oftere fejl end fordele ved systemerne, og IT-afdelingen elsker at hade hende. Hendes pointer er ofte parkeret i begrebet, og hun bliver ikke for alvor taget alvorligt. For inden hendes kritikpunkter bliver set, er der et nyt og – må man forstå – bedre system på vej.

Igennem årene har jeg lært at favne Grethe og forstå hende. Ligesom jeg har lært, at hun ofte sidder på guldet. Alene med hendes indgangsbemærkning: ”Hvorfor skal vi det?” bliver hendes kolleger og IT-afdelingen skarpere ikke kun, når det gælder selve meningen med digitaliseringen, men også skarpere, når opgaven, der skal løses, er, hvordan man til- og udbygger de rette elementer i en digital løsning. Det er nemlig elementer, der er helt essentielle og som handler om mennesker og ikke bare teknologi.

“Hvordan” burde være i centrum

For i halen på ”hvorfor” kommer ”hvordan.” Hvis man vælger systemet blot for at spare penge (også kaldet ’optimeringsfrasen’) er det ikke længere tilstrækkeligt. For teknologien i sig selv løser intet uden mennesker.  Se på vores samfund, se på alle de steder, hvor digitaliseringen fylder mest: skoler, sundhed og omsorg, borgerhåndtering, ja sågar MitID og Rejsekort. Der er et missing link i udrulningen, som er andet og langt mere end det fortærskede ”brugervenlighed”.

Det handler om refleksion og om at kunne nuancere denne kompleksitet – og det kunne være en af de afgørende forskelle på AI og mennesker.  At kunne stille de rette spørgsmål.

Omvendt er der også gode takter i tiden. Når vi begynder at reflektere over, hvad forskellen er på AI og mennesker, er vi måske på rette vej. Og i hvert fald på vej et bedre sted hen, end vi har været i de årtier, der er gået forud i en hovedløs digitalisering. I den kontekst faldt ChatGPT måske alligevel på et tørt sted.

 

Picture of Lykke Møller Kristensen

Lykke Møller Kristensen

Forfatter, journalist og foredragsholder med snuden stift rettet mod vores digitale liv og de muligheder og konsekvenser det betyder.

Bliv opdateret med nyheder, tendenser og gode råd om digital trivsel og adfærd

Nyhedsbrevet er en månedlig journalistisk opdatering med:

– Overblik over vigtige nyheder som forskning eller undersøgelser
– Cases og gode råd
– Workshops – også gratis