Præmissen for den demokratiske samtale

KRONIK: Reaktionerne på techgiganternes håndtering af Trump afslører, hvor digitalt umodent samfundet er. Vi bør debattere, hvad tilgangen til den demokratiske samtale og digitalisering skal være, skriver journalist og ekspert i sociale medier Lykke Møller Kristensen.

Kære politiker: 2.000 likes, et par sure smileys, 500 delinger, og at folk skændes indædt i dit kommentarspor er ikke lig med en demokratisk debat.

Du har stadig masser af mulighed for at deltage i den debat. For eksempel ved at slukke for Twitter og en evig analyse af en digital folkestemning at basere din politik på, og så gå ud og møde borgerne eller stille dig til rådighed for medier, der faciliterer en debat.

Kære medier: At mange millioner mennesker bruger – uforholdsmæssigt meget – tid på sociale medier gør dem ikke automatisk til medier, måske snarere ureflekterede, sporadiske og individualiserede fællesskaber.

Behovet for at kunne stille sociale medier til ansvar bør ikke stå i vejen for at definere dem tidssvarende og i tråd med den virkelighed, vi ikke længere kan kalde ny.

Debatten skal kvalificeres

Den seneste drejning i sagen om techgiganternes action mod Donald Trump har på ny skabt krav og debat om regulering af techgiganternes magt.

Ingen tvivl om, at en form for regulering er nødvendig. Men der er noget galt i tilgangen, hvis politikere mener, at sociale mediers slukning for Trump er et demokratisk problem, og hvis danske medier fastholder, at de sociale medier er medier i klassisk forstand.

Techgiganternes håndtering kan med fordel være anledning til, at vi går fra letkøbte holdninger om enkeltsager til et dybere arbejde med at formulere en agenda, der matcher den tid, som vi lever i gennem en kvalificeret debat.

En debat, der ikke kun centrerer sig om delelementer såsom dataetik, hvor Dataetisk Råd dog er et fremragende initiativ. Men digitaliseringen indeholder langt flere dilemmaer end dataetik.

Spørgsmålet er blot, hvem der skal facilitere den brede digitale modning, når vi ikke for alvor har et sted at deponere den essentielle samtale.

Er den overhovedet en del af regeringens proklamerede digitaliseringsfond eller snarere en irriterende insisterende stemme i for/imod-debatten. Er det politikere eller medier, som vi skal forlade os på?

For nylig bragte Journalisten en artikel, der problematiserer, hvor lidt danske medier beskæftiger sig med tech. Techeksperter udtalte sig, og om end de havde en pointe, så afslørede valget af dem som kilder også en indirekte skillelinje mellem tech og journalistik og et fravær af nytænkning.

Som om teknologi kun handler om teknik. Bør vi ikke forvente mere journalistik om så afgørende en del af vores fremtid?

Vi er alle nøgne

Twitter eksisterede før Trump, og følgere er ikke det samme som sympatisører, digitale reaktioner er ikke det samme som reflektioner, og hele tredjepersons-fletals-misforståelsen er gennemgående, men det er det store heppekor på øget digitalisering efterhånden også.

Vi kan da godt lege, at vi er så super digitale, men står arbejdet med de etiske dilemmaer mere i vejen for et påstået kapløb med Kina – hvis demokrati vi ikke vil adoptere – end godt er?

Da Harvard-professor og forfatter til bogen ‘Overvågningskapitalisme’ i Shoshana Zuboff i en debat med Margrethe Vestager i maj måned nævnte, at vi alle er nøgne, ramte hun hovedet lige på sømmet.

Spørgsmålet er blot, om Margrethe Vestagers svar om, at vi i det mindste har undertøj på, bygger på en antagelse om, at bare fordi vi har en øget digitalisering, så har vi også den nødvendige forståelse for, hvordan det fortsat bliver mennesket, der definerer den digitale udvikling og ikke den digitale udvikling, der definerer menneskets udvikling.

Digitaliseringen har været undervejs og italesat længe før årtusindeskiftet, men på få år blev den nærmest kropslig – noget fysisk, som vi kunne tage og føle på, da internettets lyksaligheder blev allestedsværende i skikkelse af smartphones og tablets og en evig underholdsningskanal, personificering og sammensmeltning af alle vores gerninger blev vores trofaste følgesvend.

Faciliterer Twitter en demokratisk samtale?

Når politikere kommenterer, og danske redaktører diskuterer Jodel i ‘Presselogen’ og ved redaktionsbordet og åbenlyst ikke kender mediet, eller når danske politikere popper op med Fie Laursens sugerdating som platform til at brande sig selv, og nu er det også for galt, og nu må der gøres noget, eller når medier problematiserer, at danske politikere deler deres enetaler på sociale medier, men sender dem direkte over i avisen og sågar går til grænsen ved at dele videoer, der er optaget i private træningssituationer, så er der åbenlyse dilemmaer, der ikke kun bør få os til at kræve en regulering af industrien.

Vi kan da godt lege, at det kun er giganterne i Silicon Valleys skyld. Men hvor placerer det vores eget ansvar. Hvis sociale medier er medier, hvad er vi som brugere så?

Hvis det, at Twitter lukker for digitale profiler, er et indgreb mod den demokratiske samtale, hvilken tilgang til en demokratisk samtale er så udgangspunktet?

Digitaliseringen er hellig

Hvis vi i 2020 vandt to til tre år af digitaliseringen, fordi vi fik det til at lykkes med hjemmekontorer, hjemmeundervisning, digiale møder og take away, og Zoom blev mere værd end store internationale flyselskaber, så vandt vi vel også et par år på reflektionskontoen?

Da vi grinte lidt overbærende af den britiske minister for digital, kultur, medier og sport, Oliver Dowden, fordi han advarede mod at se Netflix-serien ‘The Crown’ som en dokumentar, skulle vi måske snarere have bemærket, at de i det mindste har en minister for området. Det har de i øvigt haft i Irland i flere år.

Da vi trak på skuldrene over de unges klager over digital undervisning og fraværet af de fysiske samvær eller bare konstaterede, at deres evner udi matematik var markant forringet, men ikke stillede spørgsmålstegn ved, om de overhovedet lærer matematik ved at indtaste tallene digitalt og aldrig sætter tal på papir, er det så tegn på, at vi slår op i banen, fordi der jo alligevel ikke er noget at gøre. Digitaliseringen er hellig?

Mangel på digital modenhed

Eller da vi købte præmissen om, at det kontantløse samfund var forud for sin tid, alene fordi kontanter var blevet lig med corona.

Skulle det virkelig være, fordi vi ikke kunne finde ud af at swipe Mobilepay, at vi hidtil ikke havde været kontantløse og nu også kontaktløse?

Da vi blev kollektivt forargede over Søren Brostrøms manglende afspritning i fitnesscentret, skulle vi måske snarere have genoptaget debatten om den magt, som vi hver i sær bærer på med vores telefoner og spørge, hvad der er sket med mennesker, siden vi fulde af begejstring og forventning hyldede de første Iphones i nullerne, til vi halvandet årti senere år har set flere lande lave specifikke love mod at filme døde eller døende – eksempelvis i forbindelse med en trafikulykke.

Aktuelt i Danmark 2. januar 2019 ved ulykken på Storebælt, men faktuelt aktuelt hver dag. Hvad sker der med os, og hvorfor er det et individuelt ansvar at håndtere den kollektive nødvendige digitalisering. En digitalisering, som jeg ikke stiller spørgsmålstegn ved i sig selv.

Mit spørgsmål går på, hvorfor vi ikke er digitalt modne eller rigtigt digitale. Hvis vi var det, ville de overordnede spørgsmål være langt mere gennemgående end de enkeltstående og lidt for letkøbte agendaer være det.

Vi er som borgere digitaliserede og eksponeret for et stigende antal digitale afledninger, som vi er data, og måske er det sandt, når tesen er, at data ikke tager stilling. Hvis vi er data, og data er?

Fravær af en dybere samtale

Lad os bruge Netflix-dokumentaren ‘The Social Dilemma’ som et eksempel på den ikke-eksisterende dybere samtale.

Dokumentaren fik folk op ad stolen i 2020, selv om den ikke som sådan bragte mere nyt end autentiske personer, der med egne ord fortalte indefra Silicon Valley.

I dokumentaren møder vi Tristan Harris, der er medstifter af Center for Humane Technology, efter mange års ansættelse i techindustrien, og flere tidligere ansatte ved platforme som Google, Pinterest, Twitter og Facebook.

Gennem dem får vi som seere et indblik i den bevægelse, der sker fra begejstring til bekymring, fra alle verdens muligheder til alle verdens problematikker – problematikker, som man ikke nødvendigvis havde forudset, men heller ikke har ageret for at stoppe, da man blev opmærksomhed på dem.

De overordnede budskaber centrerer sig omkring, hvordan platformene udviklede algoritmer, hvorigennem vi bliver programmeret til øget tilstedeværelse. Vi bliver hele tiden eksponeret for noget, der skal afledes os fra det fysiske.

Det kan være noget, som vi interesserer os for, eller nogen, som vi interesserer os for eller bliver afledt af. Dårlige nyheder, følelsesudbrud, fællesskabets ageren. Når andre har liket, reagerer vi intuitivt.

Vi ved, at de får os til at dvæle længere og måske endda isolere os foran skærmen. Den programmering er ikke baseret på etiske overvejelser, men økonomiske.

Jo længere tid, vi bruger på digitale platforme, jo flere penge tjener platformene, så de kan sælge din opmærksomhed til markedsføring.

Samtidig er der ikke styr på misinformation, fake news og hadefulde fællesskaber og digitale ekkokamre – når dit feed ikke ligner mit.

Sociale mediers magt var uforudsigelig

Etikken, der forsvandt, er hele den overordnede problematik. Den var der måske aldrig, men den udviklede sig heller ikke undervejs, viser interviewsene med de mange personer, der har oplevet udviklingen indefra.

Jeff Seibert fra Twitter bliver i dokumentaren afbilledet fra en tidligere høring om, at de ikke forventede noget af dette, da de skabte Twitter. Den magt, som det sociale medie ville få.

Det er lidt gennemgående i The Social Dilemma og måske endda et af de største dilemmaer i det hele taget, når det kommer til udviklingen. Nemlig at det ikke var meningen.

Hvad kan vi så bruge det til? At de store techgiganter ikke nødvendigvis havde den agenda, at vi skulle stå misinformerede, modløse, ensomme og afhængige tilbage her 16 år efter, det første sociale medie for alvor vandt indpas i vores liv?

Ligesom vi må formode, at data, AI, automatosering og algoritmer, der i dag er fundamentet for meget af den teknologiske udvikling, naturligvis heller ikke skal gøre os ulykkelige, fortabte. Vi kan med fordel bevæge os – fra at konstatere problemerne til at tænke i løsninger.

Lad os for en stund lege den leg, at vi var medansvarlige for, hvilken etik der tænkes ind i netop den udvikling. Da vi ændrede superheltetilgangen til Mark Zuckerberg til et fjendebillede, skulle vi samtidig have spurgt os selv:

Hvad skulle Facebook have tænkt ind, skrevet ned, taget snakken om og lavet et etisk regelsæt udfra:

  • Fra start? Da Facebook blev stiftet.
  • Kort efter start? Da populariteten blev åbenlys.
  • Undervejs? Da Facebook for alvor skulle til at leve af successen og senere, da Facebook begyndte at blive klar over de menneskelige dilemmaer.
  • Da åbenlyse dilemmaer var tydelige for enhver?
  • I dag? Hvad ville vi som borgere, organisationer, politikere eller medier gøre herfra?
  • Hvilke krav bør indtænkes før, under, efter, og hvordan bør medarbejdere, der står med indsigterne, trænes? 

Kan vi overhovedet tillade os ikke at tage den debat? Kan vi hylde digitaliseringen uden samtidig at forholde os kritisk til samme?

Eller i det mindste skille tingene ad, så teknologi, der giver rent drikkevand i Uganda, ikke sidestilles med teknologi, der gør mennesker ensomme.

Der er mange meninger om, at der skal gøres noget, men ikke så mange løsninger – den øvelse ville ellers stille os stærkere i digitaliseringen.

Det kan debatten om Trump, Twitter og Amazon kun kradse i overfladen af.

Lykke Møller Kristensen

Lykke Møller Kristensen

Forfatter, journalist og foredragsholder med snuden stift rettet mod vores digitale liv og de muligheder og konsekvenser det betyder.