Fremtiden bliver digital. Der er dog tegn på, at der fremtidsforblændelsen ligger nogle blind spots, der gør det svært for både virksomheder, offentlige instanser og individer at navigere og samtidig sætte tiden af til at finde de rette metoder til at konvertere digitaliseringsformål med reelle indsatser, der skal styrke mennesker som brugere såvel som virksomheders konkurrencedygtighed.
Lige nu er det stadig forholdsvis nemt at forudsige fremtiden. Den bliver digital. Men gør den forståelse os reelt i stand til at træffe bevidste valg og være lydhøre overfor, hvordan de digitale generationer udtrykker deres krav til fremtiden? Flere studier viser, at vi på tværs af generationer ikke er så digitale, som fremtiden ville kræve, og selv om samarbejdet mellem erhvervsliv, politikere og organisationer om at digitalisere kører på speed, så er samarbejdet om, hvordan vi faciliterer indsigter i, hvad der skal til for at vi som mennesker, organisationer og samfund trives bedst med samme slet ikke iværksat. Dermed er risikoen for, at vi overser vigtige perspektiver i fremtidsforblændelsen til stede.
Teknologien gør det ikke alene
Når jeg skriver ”mennesker som brugere” forud for virksomheders konkurrencedygtighed skyldes det, at jeg i mit daglige arbejde som rådgiver og foredragsholder netop oplever, at der i fremtidsforblændelsen mangler det element, der handler om de mennesker, der skal føre en digitalisering ud i livet. Om det er samspillet mellem IT-afdelingen og sekræteren, mellem platformsudvikleren og salgsdirektøren, mellem tech og bruger, mellem produkt og forbruger, så er mennesker oftere mere afgørende for succes med digitalisering end teknologien i sig selv. Selv når det kommer til overgangen mellem mandetimer og automatisering, mellem fysisk opskrivning og digital registrering. Som kunne teknologien eller den gode digitale løsning fixe fremtiden alene. Overgangen til MitID er et godt eksempel, for selv om det teknisk ser ud til at virke, er Borgerservice i de fleste kommuner i disse dage på overarbejde ved telefonerne. Her mangler kommunikation og forståelse for den tilgang, brugerne vil komme med. Hvad der skal til for at lykkes med MitID handler altså om mere end teknik.
Jump in forestillingen
Fra internettet blev udbredt har vi sprunget en masse bøvl over. Vi kunne gå direkte til sagen og efter få år kunne vi få svar på hvad som helst, og vi kunne praktisk talt identificere os med at være tilstede et andet sted. Da vores alles alter ego i skikkelse af smartphonen blev udbredt og sociale medier nogenlunde samtidig fik rodfæste, var det nemt at være fremtidsforsker:
De unge ville, ligesom os over 30 opfatte sig selv være fremme, uden at være det. De kunne digitalt springe rejsen til Italien over, for de kunne få følelsen af at være der ved få kliks. De var med hinanden til koncert, de var med på Mallorca og den fest, de ikke kunne være med til. En jump in forestilling var født og bliver løbende videreudviklet i en fremtidsforblændelse, der kan overse vigtige flere perspektiver, der mangfoldigt rejser sig i det små men kan stå i vejen for det store. Den manglende refleksion over, hvad der skal til for at nå det på mange måder udefinerbare mål gør det ikke kun svært at være bruger, herunder personaliseret bruger med en smartphone i hånden, men også svært at være virksomhed, der skal digitalisere elller implementere teknologi og automatisering. Den manglende stillingtagen til de løbende steps står ellers i skærende kontrast til den bølge, der kom i tierne, hvor why, how, what afløste tidligere brandbibler ikke mindst med udgangspunkt i Apples fremmarch.
Den nødvendige digitale modenhed på tværs af livsroller
Det vi mangler mellem fremtid og nutid er opbygning af en digital modenhed, og det gælder ikke udelukkende de unge, der allerede er begyndt at sige fra over for det digitale, men det gælder på tværs af alle digitaliseringsprojekter, erhverv og ikke mindst individer på tværs af livsroller. Når detailmesser forudser, at de unge i fremtiden være være i den interaktive virkelighed, og shoppe i digitale indkøbscentre, holde bedstemors fødselsdag og tjekke ind på kontoret mellem sneakerskøb og aftensmadplanlægning, springes funktionaliteten og konsekvenserne af nuværende bevægelser over. Hvad skal der til, for at det bliver som spået, og hvilke elementer af modstand overser vi i den fremtidsforestilling. Når klimarådet beslutter, at fremtiden skal reddes af teknologi, når branchens parter til debatter på Christiansborg forudsætter, at fremtidens læring kun foregår digitalt, eller når medierådet offentliggør nye digital dannelsesindsatser helt ned til vuggestuen, er der en fremtid forude, som retteligt ingen kender endnu, men hvis fremtidsforblændelsen fremsiger noget, der betyder, at vi ikke indretter os mod digital modenhed overses brugernes spirrende oprør mod skærmene, og unges fravalg af tekniske uddannelser, virksomheders tomgang, når det kommer til digitalisering og prioritering af den tid, der skal til for at det bliver optimering og ikke benspænd, vi oplever i forbindelse med digitalisering.
Vi fedter stadig ineffektivt rundt i digitale møder
Man kan måske ligefrem antale, at fremtidsforblændelsen stiller for få krav, for i forblændelsen ligger en intuitiv præmis om, at det spændende sker alene på grund af teknologien og det narrativ kræver det kun noget af teknologien og ikke af mennesker, der skal anvende den, være bevidste om den og udvikle den løbende. Et eksempel som de fleste kan relatere til, er de digitale muligheder for møder og undervisning, der blev anvendt under coronaen. De fleste eksisterede i forvejen, men der var ikke sat tilstrækkelig tid eller forståelse af til at lære dem at kende. Under nedlukningerne var de nødvendige men blev anvendt en smule umodent og i dag er mange digitale møder stadig fyldt med dårlig lyd, forsinket billede og håndsoprækninger, der ikke længere er aktuelle.
Her har de færrste stadig taget sig tiden til at skabe det, der er idéen med teknologien, nemlig at optimere og gøre nogle ting nemmere.
Begejstringsloopet, frygt eller skepsis
Det samme gælder, når det kommer til performance online. Hvor opbygningen af hjemmesider, funktioner og designs stadig hænger fast i en forestilling fra nullerne om, at en hjemmeside i sig selv er nok, mens man drømte om en app. Apps der i dag skal opdateres ugentligt og suppleres med indtil flere loyalitetsprogrammer, der gør det sværere at være kunde nu end tidligere. Digital modenhed betyder i denne henseende at opfange og forstå, hvor det går galt, og hvad der skal til, for at kunder ikke ryger ud af loopet. Det er langt fra kun besværlige betalingsmoduler, der sender kunderne ud af shoppen.
Digital modenhed kræver en høj grad af bevidsthed og forståelse af faldgruberne, ikke mindst hvad der skal til for at nå formålet med en digitalisering. Er formålet salg, skal virksomheden ikke læne sig tilbage, når salgsprocessen er sat i system. Er formålet kommunikation, er en hjemmeside ikke nok. Digitalisering er en kontinuerlig proces. Er formålet tidsoptimering, er systemet i sig selv ikke nok, men undervisning og løbende justering nødvendig, Er formålet service og vice versa.
Og hvad med trivslen
Fremtidsforblændelsen har oftest teknologien som omdrejningspunkt og ikke mennesket. Det betyder at det vil være digitaliseringen der definerer mennesket og ikke omvendt. Men det er trods alt mennesket, der skal leve i fremtiden. Dermed er det afgørende, at vi som mennesker trives med den digitale udvikling. Vi har allerede debatter om at de store techvirksomheder styer mennesker. Men måske er det idéen om fremtiden, der styrer mennesler. Vi kan ikke længere adskille teknologi, automatisering, AI, data og skærme i siloer, og vi opfatter den teknologiske udvikling med udgangspunkt i vores egne erfaringer med teknologien, herunder på sociale medier og trivslen. Når de unge ikke har det godt, kan vi ikke bare sætte turbo på udviklingen uden respekt for deres tilgange. Vi kan for eksempel ikke sætte turbo på, at teknologi skal redde deres verden, hvis det i fremtidsforblændelsens navn betyder, at vi overser, at digitaliseringen i virkeligheden fratager dem det eneste, som teknologien ikke kan erstatte: social kapital.
