Når det digitale kodeks ikke eksisterer

- kan det hverken forankres eller udvikles

I midten af februar viste en rundspørge, at over halvdelen af landets kommuner ikke har opdaterede beredskabsplaner, der inkluderer digitale krænkelser. Det betyder, at det ikke er anvist eller overvejet, hvordan fagpersoner skal agerer, hvis et barn eller ungt menneske har brug for hjælp på grund af digitale krænkelser og overgreb. Nyheden om de manglende opdaterede beredskabsplaner kommer få måneder efter, at det kom frem, at en lærervikar havde skrevet grænseoverskridende til elever på en skole i Birkerød. Hverken skole eller Rudersdal Kommune havde formuleret et kodeks eller planer for, hvordan de skulle håndtere digitale tilnærmelse eller krænkelser, og det efterlod eleverne alene med ansvaret, selv om de prøvede at gøre skolen opmærksom på problemet.

Konsekvenser er tid og manglende læring

Mens der både fra centralt hold i form af anbefalinger og retningslinjer fra undervisningsminister Mattias Tesfaye er udarbejdet konkrete forslag, og skoler generelt har mobilpolitik, så er det desværre gennemgående, at det digitale liv i en mere konkret form er fraværende i planer, politikker, retningslinjer. Det efterlader ikke kun børn og unge, lærere og forældre som individuelt ansvarlige for at håndtere enhver situation sporadisk og retningsløst, det betyder også, at:

– forudsætningen for en langsigtet forankring (og forandring) ikke er til stede

– det bliver et individuelt ansvar – og ofte ekstra tidskrævende at håndtere svære situationer

– det skaber afstand og magtesløshed 

De langsigtede konsekvenser strækker sig med andre ord ud over de konkrete handlemuligheder. 

De mest gængse årsager til de manglende kodekser

Uanset om det handler om den generelle anvendelse af mobiler, om forældreinvolvering, digitale kompetencer som klassekammerater og emner, der omfatter det digitale demokrati eller gensidig respekt og trivsel, så er der desværre nogle bremsekoder. Lad os først kigge på nogle af de gængse opfattelser, der står i vejen for at arbejde mere konkret med emnet:

“Vi ved ikke nok til at kunne formulere det”
Opfattelsen af manglende viden på området kan afføde berøringsangst og usikkerhed. 

“Det går jo alligevel så hurtigt”
Berøringsangsten bunder ofte i en opfattelse af, at den digitale udvikling går så hurtigt, at et kodeks eller plan bliver forældet, inden man når at effektuere en plan. 

“Det går snart over!”
I forlængelse af ovenstående er der en anden antagelse, der står i vejen. De unge er jo digitalt indfødte, så vi har nok snart lært det.

“Vi kan ikke blande os i folks private liv”
Her kommer de forskellige holdninger på spil. Der er en opfattelse af, at det digitale er folks private liv, og at indsatser eller opmærksomhedspunkter går ind over en privatsfære. 

“Det er omkostningstungt”
At sætte tid af til at udarbejde kodeks eller dialoger om digitale rammer, opfattes af nogle som en dyr affære, uagtet, at oprydningen og konfliktløsning pga det digitale kan være mere omkostningstungt.

“Vi kan ikke blive enige”
På tværs af samfundet, er der uenighed omkring de overordnede rammer for det digitale. Eksperter diskuterer skærmtid, forskere er uenige, og det samme oplever mange skoler og uddannelsesinstitutioner, hvor der internt hos fagprofessionelle såvel som i forældregrupper naturligvis er forskellige holdninger til emnet. 

 

Forfatter til indlæg:

Journalist, forfatter og foredragsholder, Lykke Møller Kristensen

 

Gode redskaber til at komme i gang:

Når jeg bookes til foredrag, bliver jeg ofte booket for at fortælle om digital adfærd og kultur eller specifikt om de unge, sociale medier, forskning eller virkemidler. Det er tydeligt, at det digitale område er blevet ekspertificeret og gjort mere komplekst end godt er. Der er emner, som psykologer eller søvnforskere eller andre eksperter kan tale ind i, men kommunikation, dialog, fællesskaber og respekt for forskellige holdninger er metoder, som de fleste skoler og kommuner kan anvende til at lave et grundlæggende udgangspunkt for en retning. Her er eksempler på konkret indhold i et arbejde med at inkludere det digitale liv:

Dialoger
Hvad er behovet, hvad ser vi, hvem skal gøre, hvem skal vide
Opmærksomhedspunkt er at forvente uenighed

Planlægning af yderligere dialoger
Der er sjældent en plan efter de første dialoger, men en plan for kommende dialoger og et arbejde med at finde indhold til dialoger

Ildsjæle – ansvarlige
De skoler, der lykkes bedst, er de skoler, der har en eller flere ansvarlige for børn og unges digitale trivsel

Delindsatser
Hvad betyder det for elever, for forældre, for fagpersoner, og hvordan håndterer vi det. Ofte også helt specifikt på forskellige alderstrin.

Planlagt støtte og imødekommenhed overfor medarbejdere, der synes, det er svært. Det kan være medarbejdere, der finder det grænseoverskridende at inddrage det digitale i samtalen eller at tage mobilerne fra eleverne eller at anvende sociale medier etc.

Løbende forankring
Hvor ofte tager vi dialogen om det, vi møder. Når forandringen er igangsat, vil den afføde behov for yderligere dialog om erfaringer med mindre andet er aftalt (tidsramme)

Kommunikation om linjen og kommunikation klar til at imødekomme spørgsmål

Denne del kan støtte fagpersoner i en klar linje.

Og husk:

Det digitale kodeks er ikke en endestation med en forandring, der kan forandres løbende.

 

Når det digitale kodeks ikke eksisterer

Du er altid velkommen til at kontakte mig.

Hvis du ønsker at høre nærmere om mit arbejde eller har brug for konkrete indsigter eller metoder/sparring, kan du sende en mail på:

lmk@lykkemoellerkristensen.dk

Mobil: 4033 4319

 

Lykke Møller Kristensen

Lykke Møller Kristensen

Forfatter, journalist og foredragsholder med snuden stift rettet mod vores digitale liv og de muligheder og konsekvenser det betyder.