Digitalisering blev min skæbne

Den forandrende oplevelse

I 2013 blev min datter udsat for mobning på sociale medier og min søn forfulgt og truet af krænkere. Det skete, selv om jeg var ekspert i sociale medier og kommunikation og endda var uddannelseschef for området. Jeg troede, jeg havde styr på det, jeg var vokset op med digitalisering helt inde på livet, og jeg var overvejende nysgerrig overfor de mange muligheder, som digitaliseringen gav og ville betyde i fremtiden. En tilgang, som det i de måneder gik op for mig, var bygget op forsøg på at forstå og agere ud fra den præmis, jeg var blevet fortalt var gældende for fremtioden.

De digitale angreb mod mine to ældste børn, skete i en periode, hvor vi som familie var ekstraordinært presset af min mors sygdom og død. Der gik meget tid alene med telefonen for mine to ældste børn, der var hhv 13 og 11 år på det tidspunkt. De havde begge fået sociale medier, før de fyldte 13 år, men de havde også fået gode råd og formaninger med på vejen. Først flere år senere gik det op for mig, hvad vi havde overset, når det kom til at opdrage dem til de digitale medier. Det har jeg skrevet to bøger om og holdt mange foredrag omkring.

Dengang brugte jeg dog meget tid på at forstå, hvordan det kunne ske, og som uddannet journalist var jeg på udkig efter eksperter inden for området børn og sociale medier. De fandtes ikke på daværende tidspunkt, så jeg måtte selv dykke ned i området og brugte så mange timer på at interviewe og undersøge at jeg sagde mit job op.

Heldigvis kendte jeg meget til sociale medier, til strategi og analyse, til kommunikation og interviewteknik. Det gav mig et sprog overfor børnene og frem for alt en indsigt i, hvordan deres digitale hverdag udviklede sig og i dag stadig udvikler sig.

Sammen blev vi klogere, men det kræver fastholdelse

Jeg besluttede mig for, at det digitale ikke skulle fratage mig det, jeg ellers havde brugt som forældre: Dialogen, som vi som mennesker kan lære lige så meget af som den gratis viden på nettet. Rammerne, som indeholder en intuitiv dannelse og reglerne og ansvaret, som er ethvert menneskes. Ikke kun i ordets egentlige betydning, men også som livskraft – ansvar og indflydelse.

Det var ikke en dans på roser. Jeg valgte at inddrage det digitale i vores hverdagssamtaler. Mine børn har været ved at brække sig over mig mange gange. Kampe om skærmtid har været tilbagevendende.

I dag er samtalen om det digitale flyttet ind som et naturligt emne, og når vi alle mødes, er der gang i snakken om alt fra deres fritidsinteresser, fodbold, rejser og studier til sociale medier, deleregler, deep fake, AI og TikTok etc. De emner kan ikke længere isoleres til ”noget inde på skærmen.” De har på de ti år forgrenet sig på tværs af vores livsroller via den personaliserede digitalisering. Mange spørger, om det ikke er komplekst eller diffust. Det er det modsatte. Helt banalt er det blevet hverdag, ligesom det digitale er en del af vores hverdag. Det er blevet afmystificeret eller nærmest affortryllet, fordi vi taler om det

Det er ti år siden, men den offentlige samtale har ikke for alvor forandret sig

To bøger, utallige artikler, dokumentarer og over 800 foredrag senere har givet mig mange flere input fra mennesker på tværs af livsroller med udfordringer, der strækker sig langt ud over sociale medier og skærmtid.

I samfundet er der også sket meget med samtalen om det digitale på de ti år. Der er kommet langt mere viden, men jeg sætter spørgsmålstegn ved, om vi reelt er blevet klogere end for ti år siden. Eksperter, der gør det til en videnskab at håndtere skærme og sociale medier, mens de offentligt udskammer hinanden, antagelser om børn og unges behov og relationelle afstande til unge. Det har vi slet ikke brug for.

Det er med andre ord tydeligt, at digitalisering ikke kan isoleres til sociale medier, digital adfærd eller klimaplan med endnu ikke eksisterende teknologi. Digitaliseringen griber ind i alle dele af vores liv, i alle vores livsroller, så vi det ene øjeblik er medarbejder, det næste er borger, så forbruger, så far eller bedstemor, så en del af et interessefællesskab eller underholdningssøgende via vores alter ego – smartphonen. Men digitaliseringen hænger på os som en præmis, der både handler om fremtiden, om optimering, om muligheder og sågar klodens overlevelse og fremfor alt det, vi dagligt skal håndtere eller få til at lykkes. Digitalisering er hver mands individuelle opgave.

Så det, jeg troede skulle handle om børn og unges digitale trivsel, handler mere om en overordnet tilgang til digitalisering. For digitaliseringen lykkes ikke i sig selv.

Long read:

Som det startede

Min far var bogtrykker, da jeg var lille. Jeg er vokset op med trykkeriet i Tønder lige om hjørnet og jeg er vokset op med magien ved de fysiske bøger, duften af tryksværte og ikke mindst rundellen, der delte kontorerne og mørkekamre. Det korte øjebliks mørke, inden man trådte ind til billedfremkaldelser, hvor fagnørderne nogle gange ventede i spænding på at se et billede dukke frem af fremkaldervæsken. De få sekunder tænker jeg stadig på, når jeg bruger min iPhone til at tage tusinde billeder.

De få sekunder og en dag var det som om, rundellen sendte mig lukt ind i en blå og blinkende fremtid, for selvfølgelig ville trykkeri-branchen blive ramt af den fremtidige digitalisering. Som på det tidspunkt i 70´erne stadig ikke havde et begreb som digitalisering.

Min far var forudseende, og selv om han elskede sit fag, tog han på computer-kursus i Berlin det år, jeg blev født. Epison. Og mens jeg stadig gik i børnehave, fik han et job i et computerfirma, og vi flyttede til Odense, hvor ti forjættede år gik med en statisk brummen og klip-klap på tastaturer, flamingo at lege med fra de mange kasser med forskellige computere, syntetisk luft og strihår og en far, der var med til at disrupte ombrydning af aviser til tryk, mens vi var det tynde øl til messer rundt omkring i Europa. Da jeg skulle have maskinskrivning i folkeskolen, kendte jeg en computer, der være nemmere at skrive på, og mens vi spillede et spil via en konsol på fjernsynet, blev de stakatiske lyde brudt af min fars messen over fremtidens digitalisering. Ikke udelt begejstret. Teknologiens betydning for vores liv lå som musakken i min barndom. Meningen gjorde ikke. Jeg forstod alt om nødvendigheden af den, fordi vi også mødte Sting og hans regnskovsprojekt. Papir skulle spares, og månelandning var en fantastisk historie. 

Efter ti år blev han og virksomheden selv distruptet af Machintosh. For anden gang, og inden jeg fik kørekort, havde jeg set, at digitalisering var en præmis, men ikke kun lykken. Den kunne æde mennesker til morgenmad og spytte dem ud som afpillede fiaskoer.

Da jeg nogle år senere startede på Journalisthøjskolen i Aarhus, stod der stadig nogle efterladenskaber af det, en lærer kaldte ”noget gammel lort,” og som jeg vidste var computere, som min far havde solgt syv år forinden.

Mens jeg læste til journalist, kom internettet, men på Journalisthøjskolen var man en smule varsom med at lade os studerende tage det med storm, så forandringen skete først og fremmest for os studerende, mens vi var ude i praktik i slutningen af 90´erne. På TV/Midt-Vest i Holstebro skulle vi udvide og alle måtte parkere flere hundrede meter fra stationen. En studievært spurgte, om det ikke var meningen, at det digitale skulle være noget smart, småt og effektivt, og hun satte dermed ord på, at det måske nok var meningen, at digitaliseringen skulle være en effektivisering, men at det ville kræve et indledende arbejde. Paradokset bed jeg først mærke i, men senere var det byggeriet, der fæstnede sig. Det forberedende, indledende arbejde.

Noget stort var på vej, digitaliseringen blev et fremtidsscenarie, som ingen rigtig forstod alvoren af eller meningen med. “Hvad betyder det,” jeg anede det ikke, men at det ville have en effekt, vidste jeg. For det havde jeg allerede set.

Det at vi som familie var blevet personligt ramt af digitaliseringen, gjorde mig nysgerrig, men ikke nødvendigvis kritisk.

Som jeg skulle lære ved årtusindeskiftet måske ikke var foretaget. I flere år op til årtusindeskiftet hed det sig nemlig, at teknologien ikke var programmeret til at håndtere de nye nuller. Ville systemerne bryde sammen, ville hospitaler mørklægges, fly falde ned?

Mens årtusinde-skiftet rullede ind over verden og blev transmitteret live på TV, åndede mange lettet op. Fly blev i luften, systemer holdt.  Teknologien havde i sig selv formået at tilpasse sig årtusindeskiftet.

Jeg tænkte allerede dengang på, om vi som mennesker ville lære det samme.

And little did i know.

For foden af et nyt årtusinde havde jeg allerede lært om digitaliseringen, at den tog jobs, som folk var glade for – for eksempel min fars bogtrykker-job. Men jeg lærte i samme ombæring, at den skabte nye og endda en pludselig rigdom, dog et hektisk liv, hvor man skulle følge med for ikke at miste det igen. Mange år senere, da Nokia ikke længere connectede people og vi lo en smule hånligt af Blockbuster, mærkede jeg stadig konsekvenserne af, da min fars værk blev disruptet. Det fik mig til at tænke over, hvordan man ville kunne være upfront med udviklingen frem for at halse bagefter.

Jeg lærte også, at teknologien i sig selv ikke nødvendigvis løser opgaven, hvis der ikke gøres klar til den – enten ved at bygge stort som på TV/Midt-Vest eller programmere den som ved årtusindeskiftet. Jeg lærte og hæftede mig ved, hvordan verden var bundet sammen af teknologi. Og da jeg som højgravid blev færdig som journalist i 2001, kunne jeg pludselig ikke engang forestille mig de tider, hvor jeg læste ”Hvem, hvad, hvor” for at gøre mig klar til optagelsesprøven på Journalisthøjskolen. Alt fandtes på nettet, men intet fandtes i virkeligheden endnu.

Mens vi lærte om F-tasterne og at maile til hinanden, tænkte jeg mest på, hvordan vi skulle lære at anvende internettet. Alt var jo muligt, man kunne bilde os hvad som helst ind, og i de første år som freelancejournalist, måtte jeg holde mig selv fast på at ringe til kilderne frem for udelukkende at sende en mail og researche på nettet. Det føltes for nemt, der måtte stikke noget under. En opfattelse, der sad i mig fra de dannende år.

Da flyene landede og strømmen bestod efter årtusindeskiftet viste det sig, at teknologien bestod sin prøve. Vi havde fundet en løsning på at få systemer til at virke. Nu manglede vi bare at finde en måde, hvorpå mennesket skulle leve med digitaliseringen.

I 1997 sad jeg med en bærbar machintosch på Journalisthøjskolen og kun fem år senere blev iPod´en præsenteret, få år senere smartphonen.

Min datter blev født i 2001 midt i en fortælling om, at digitaliseringen nærmest i sig selv ville repræsentere en lineær forbedring af verden – af alt. Det var før klima-krisen, corona-krisen, krigen, men alle de temaer, der fulgte i de næste tyve år, blev fejet ind under samme præmis – teknologien redder verden. Digitaliseringen som fejebakke, der opslugte alle fremtidige udfordringer og spyttede dem ud som data eller dimser og kunstig intelligens gav mig allerede dengange en acosiation til en form for passificering – eller måske ligefrem uden ansvar. For med muligheder følger ansvar, men hvis vi som mennesker ikke havde muligheden, hvorfor så ansvaret.

Kunne teknologien i virkeligheden fratage os det eneste, den ikke kunne erstatte, spurgte jeg uden at ane, hvorfor, jeg spurgte.

Et vendepunkt kalder mange det tidspunkt, hvor Steve Jobs præsenterede iPod, iPad og senere iPhonen. Skal vi fortolke vores nuværende verden, anvendes billedet af ham på scenen ofte.

Og det er nu, jeg stadig forsøger at finde ud af, hvordan det bliver et redskab frem for selve livet.