20. JUNI 2025
I disse uger springer nye studenter og erhvervsuddannede ud, og elever i grundskolen siger farvel og snart goddag til efterskole eller anden ungdomsuddannelse. Men med indgangen til sommerferien hviler et narrativ om de unge som digitale afhængige, uforstående, urolige. Men måske er det på tide at swipe mindset og møde de unge med nysgerrighed fremfor fordomme efter ferien.
Af Lykke Møller Kristensen, journalist, medieanalytiker og foredragsholder om teknologi og mennesker. Forfatter til bøgerne: Dit digitale barn har brug for en voksen, Børn og sociale medier og Siris Børn (udkommer august)
De blev kaldt digitalt indfødte før vuggestuealderen og digitale junkier som unge. De skulle digitalt dannes men endte med selv at regne det hele ud. De fik frit spil til at swipe, dele og filme, indtil de mødte mobilhoteller, skærmdebat og løftede pegefingre. Deres undervisning har været præget af digitale læringsplatforme, som overtog håndskrift og tænksomhed, og nu finder de så svaret på ChatGPT og vi kalder det snyd.
De er mellem 13 og 20 og kategoriseres som en del af Generation Z. De er vokset op i en tid med høje forventninger til både teknologien og til dem som digitalt indfødte. De unge årgange er dem, jeg kalder for selvopdragerne og dem, der på forsider i danske medier bliver karakteriseret som at de ”hellere vil være på sociale medier end sammen med deres venner,” eller også bliver de omtalt som digitalt afhængige, som en del af manosfæren. Hvis da ikke de omtales som dem, der snyder med ChatGPT.
”Vi forstår dem ikke,” hører jeg ofte, når jeg møder fagprofessionelle under foredrag eller i forbindelse med interviews. Eller ”De kan jo ikke koncentrere sig,” eller ”de kan ikke engang smalltalke,” og vise verca. At det har manifesteret sig som et distanceret eller direkte mangelfuldt syn og manglende forståelse af de unges præmis, kan få konsekvenser i form af uddybelse af en kløft, som allerede er skabt.
Det er naturligvis ikke et bevidst ønske om at udskamme de unge, der ligger til grund for den kløft, jeg oplever og som de unge også italesætter som en afvisning og udskamning af dem, når jeg møder dem i interviews og workshops. Men tonen er hård, når vi i medier debatterer emnet for at redde de digitale børn mod techgiganterne. For i debatten om sociale medier og techgiganter er der den afledte effekt, at mens vi gerne vil redde børnene, så inddrager og forstår vi ikke de årgange, for hvem den digitale præmis blev formet af os selv.
Overordnet er det naturligvis positivt, at der er fokus på skærme og sociale mediers indgriben i børn og unges liv. Flere organisationer såvel som medier har løbende fokus på emnet, og i mangfoldige debatter på Folkemødet, samråd i Folketinget og dialogarrangementer inviteres der til mere viden og mere handlekraft på området. Vi skal stille techgiganterne til ansvar, vi skal lovgive, vi skal hjælpe forældrene.
Alt sammen en velkommen indsats, men ikke en indsats, der på nogen måde får positiv indflydelse på de i dag unge, der er født midt i de mest forjættede teknologi-år omkring slutningen af nullerne og starten af tierne, og som helt aktuelt stadig er prøveklude på grund af manglende politik eller retningslinjer.
I dag går de på skoler, der aktuelt har skullet udvikle retningslinjer for AI kun et år efter at samme skoler alt for sent har skullet udvikle retningslinjer for brug af skærme. Måske skal der en lille justering ind i de sidste planlægning af det nye skoleår. Måske skal vi også slukke og snakke og møde de nye elever uden fasttømret præmis om teknologien som problemet eller de unge som svære at forstå, som i virkeligheden er en direkte gentagelse af fejlen – bare med omvendt fortegn. Teknologien er hverken løsning eller problemet i sig selv. Det er vores tilgang, der er løsningen.
Med sommerferien for døren, er det måske på tide for både medier, organisationer, mig selv og fagprofessionelle at swipe mindset. Med andre ord er det måske på tide, at vi anerkender, at når vi udpeger de unge som vrangvillige, digitalt optagede, ukoncentrererede eller ude af stand til at smalltalke, så peger der tre fingre tilbage på os selv, og det er tid til at swipe mindset. Være tålmodige, forstående og ikke mindst tilbyde fællesskaber, hvor Vi skal slukke helt og begynde at snakke. Tilbyde fællesskaber og være tålmodige. For i debatten er også snakken om fællesskaber, der ikke droppes med det samme igen, fordi vi ikke tror vi kan “vinde børn og unges opmærksomhed.” Måske er det en falsk præmis.
