Debatten er syg, og patienten er død. Diagnosen gælder den demokratiske samtale på sociale medier. Det er ganske berettiget, for i årevis har forudsætninden for den demokratiske samtale været på gyngende grund, fordi vi ensidigt har peget på de sociale medier som årsagen til problemet. Dermed har vi som borgere, meningsdannere og politikere ikke kun fralagt os ansvaret men også troen på, at vi har indflydelse.
Chefredaktør Peter Hagmund Hansen skriver rigtigt i weekenden i sin leder, at den digitale debat er ikke bare ubehagelig men også udemokratisk. Det er en meget præcis analyse af den digitale debat, for i de seneste uger en undersøgelse vist, at det kun er et fåtal, der deltager i debatten på sociale medier. Samtidig har en anden undersøgelse vist, at det er en meget lille gruppe digitale brugere, der ødelægger den digitale debat med hårde kommentarer, grov digital mobning og sågar trusler.
Dermed er den digitale debat ikke det digitale forsamlingshus, som vi vi drømte om, da vi for efterhånden to årtier siden så de nye digitale platforme som steder, vi kunne samles. I dag peger vi på de sociale medier som selve problemet. Men måske er det på tide at swipe. Ikke swipe på sociale medier, men at swipe vores tilgang til sociale medier, både som borgere, politikere og meningsdannere.
De sociale medier er ganske rigtigt ikke det interaktive forsamlingshus, som vi drømte om for to årtier siden, og deres forretningsmodel har længe udfordret vores børns trivsel men også forudsætningerne for demokratiske samtaler. Men når vi peger på de sociale medier, peger tre fingre tilbage på os selv. For det er som om, vi i årevis har ladet os passivicere af den opfattelse, at det hele er de sociale mediers skyld. Det er det naturligvis ikke. Det ville svare til, at vi også giver opfindelsen af iPhonen skylden for, at politi i flere lande har måttet lave love mod at stoppe og filme døende i forbindelse med trafikulykker.
Vi har udviklet et sløvssind, og vi har mistet kontakten til både ansvar og indflydelse.
Som Peter Hagmund Hansen nævner, har politikere også et ansvar for deres digitale anvendelse, der i bedste fald kan anses for at være en form for dialog med deres vælgere, men i værste fald at være en form for opslagstavle, hvor politikere deler et budskab og derefter forlader rummet. Ved at bruge de sociale medier på en passiv måde – uden at tage ansvar for netop det sociale i mediet, vil tingenes tilstand ikke ændre sig.
Vi ved, at world economic forum i flere år har peget på misinformation som en af de største trusler mod verdensfreden. Det foregår også på de sociale medie-platforme, mellem interessefællesskaber, madlavningstips, evighedsscrollen og politiske budskaber. Her er mellemløsningen ikke at bruge de sociale medier passivt – men at tage ansvar. Ikke kun som borger, men i høj grad som politikere. Kort sagt at swipe mindset fra ofre for de sociale medier til ansvarlige for, hvordan vi anvender de sociale medier.
