Kontekst til læsere her på siden:
Dagbladet Politiken anvendte i en portrætartikel om Harald Voetmann AI til at skrive en faktaboks.Men denne faktaboks var fuld af fejI – fejl som mediet kunne have undgået, hvis de havde dobbelttjekket eller skrevet faktaboksen selv. Her er et par eksempler på fejlene:
1. Det fremgik, at forfatteren havde skrevet bøger, han ikke havde skrevet. Herunder “Vandmærket”, der er en novellesamling af forfatteren Naja Marie Aidt.
2. Det fremgik af faktaboksen, at Harald Voetmann er blevet tildelt Montanas Litteraturpris samt har modtaget Kritikerprisen for en bog ved navn “Helioskatastrofen”. Dette er dog ikke en bog, han har skrevet.
Politiken gjorde selv opmærksom på fejlen efter avisens udgivelse.
Med Politikens AI-fejl med faktaboks er ansvaret endnu en gang skubbet over på de demokratiske borgere i en digital omstilling præget af Fomo – men som i stigende grad fører til digital fatigue.
I den aktuelle sag om Politikens AI-genererede faktaboks, som for nylig viste sig at være fuld af fejl og i nogle tilfælde det rene opspind, har avisen beklaget og forklaret, hvordan fejlen kunne ske. Det skyldtes, at der blev anvendt en forkert funktion. Altså en menneskelig fejl, må man forstå. Dermed manifesterer Politikens eksempel, at teknologi ikke er bedre, end den måde, vi anvender den på. Som i mange andre virksomheder, har Politiken på den hårde måde lært, at det tager tid at sikre etisk og korrekt anvendelse af ny teknologi og AI, samt ikke mindst generativ AI. Men der er stor forskel på at få innovative patientsenge til at fungere gennem kommunikation og retningslinjer til de ansatte, og så at bruge AI i noget så centralt som journalistik.
For teknologien handler ikke bare om funktion, den handler om ansvar. Det er ikke nødvendigvis ansvarligt at være først med noget så omvæltende som generativ AI.
Tværtimod kan det være årsag til et stigende pres på læseren – borgerne, som medierne ellers er sat i verden for at oplyse.
Borgerens stigende byrde
Hvor skal borgerne vende sig hen, hvis de ikke engang kan stole på det, de læser i medierne i en tid, hvor vi taler om at styrke de unges mediekritik? Og hvis vi ikke engang kan stole på, at medierne anvender generativ AI med omtanke, bliver det nærmest umuligt at finde sandheden i en medievirkelighed præget af automatisering og hastværk.
Det er værd at bemærke, at der i forvejen er et markant på borgerne for at navigere i den digitale omstilling, og det kan føre til apati. Apait overfor techgiganter, overfor kommunale telefonrobotter, overfor risikoen for digital svindel, overfor den demokratiske samtale og frygten for deep fakes. Der kan spores en generel udmattelse – fatique.
Opgaven for medierne bør ikke være at kaste sig ud i AI, men at være garant for, at FOMO ikke står i vejen for reel værdiskabelse, hos de demokratiske borgere, som kan opleve en stigende grad af fatique, udmattelse over alle de digitale sideeffekter, som er deres individuelle ansvar.
Den opgave har Politiken, sammen med andre medier, reelt forsømt at tage på sig. Måske har de endda gjort den vanskeligere. Vi taler om, at unge skal lære mediekritik, men hvordan kan vi undervise i medieansvar, hvis medierne selv opgiver det?
Tillid er ikke noget, medierne kan tage for givet. Det skal de – og vi alle – gøre os fortjent til.
Pauseknappen blinker
Det er let at sige, at Politiken ikke burde have indført AI så hurtigt. Det er også let at mene, at deres interne arbejdsgange og etiske retningslinjer ikke er blevet implementeret ordentligt. Men i min hverdag ved jeg, hvor krævende det er at få ny teknologi til at fungere i praksis. Det kræver konstant kommunikation, for teknologien er ikke løsningen i sig selv.
Når Politiken vælger at kalde fejlen menneskelig, forsøger man måske at berolige læserne, fordi vi stoler som udgangspunkt på det menneskelige.
Men er det overhovedet, det menneskelige, der er drivkraften i den AI-hype, som Politiken også taler ind i i sit forsvar for fejlen?
Det ville være langt mere troværdigt, hvis Politiken stoppede op og tog et aktivt valg om at sætte AI på pause for en stund. Ikke for at droppe teknologien, men for at tage en seriøs diskussion af, hvad AI aldrig kan og ikke bør erstatte.
Hvis Politiken gjorde sig den ulejlighed, kunne de blive en ægte firstmover. En stemme i udviklingen, der ikke kun jagter effektivitet og innovation, men insisterer på ansvar og respekt for læserne.
Det handler om at bruge teknologien med den største respekt. Ikke for teknologien selv, men for de mennesker, der skal kunne stole på den.
Det handler om noget dybere og langsigtet
Der er også en mere principiel refleksion, som Politiken og formentlig andre medier skylder deres læsere. Derudover er der den vigtige bagside, at borgere, der oprigtigt stiller kritiske spørgsmål til brugen af AI, efterhånden ikke genkender de etiske og principielle overvejelser noget sted.
AI og teknologi har effektiviseret og automatiseret store dele af vores samfund. Forventningerne er høje, og med rette. Men i tilfældet Politiken er det ikke en en medicinsk diagnose, der kunne være gået galt. Det er heller ikke bygningskonstruktioner, der er beregnet forkert. Men det er en anden og måske endnu vigtigere søjle, der lider et knæk: borgernes tillid til de institutioner, vi burde kunne læne os op ad.
Når denne tillid tabes, vokser risikoen for digital fatigue og demokratisk magtesløshed.
