Vi får sværere ved at stole på det, vi ser på internettet. Falske billeder og videoer kan bruges til politisk påvirkning, manipulation, radikalisering eller kvindehad. Det er mediernes ansvar at sørge for, at borgerne forstår alvoren.
Indlæg skrevet sammen med Pernille Tranberg
Det gik ikke stille for sig, da OpenAI’s billedmodel ChatGPT-40 blev udrullet i den forgangne uge. På sociale medier blev den nye feature delt og hypet med eksempler på fotorealistiske motiver, der nu var tilsat ureflekteret legesyge. Skagensmalerier med nye ansigter eller Trump ved en dansk pølsevogn i selskab med statsminister Mette Frederiksen (S).
Vi anerkender, at der er mange gode måder at bruge AI på, for eksempel til mønstergenkendelse af billeder i sygehusvæsenet eller til forudsigelse af nedbrud i industriel produktion. Men den ukritiske begejstring og brug af generativ AI repræsenterer etiske og demokratiske udfordringer. Vi har ikke brug for ukritisk leg med billedgeneratorer, men derimod en reel etisk dialog om, at teknologien nu gør det muligt at fremstille kunstige billeder.
De mange dilemmaer har ikke fået nok plads i debatten, og det er i høj grad også mediernes ansvar at klæde borgere på til den verden, de skal agere demokratisk i. Medierne skal passe på med ikke kun at tage generativ AI til sig som et effektiviseringsværktøj. De må også løfte den opgave, det er at oplyse og danne borgere og være medskabere af en fælles forståelse af, hvad der er virkelighed. Det er alfa og omega for demokratiet. Se bare på polariseringen i USA, som også begynder at vise sit grimme ansigt i Europa.
Vi får sværere ved at stole på det, vi ser på internettet. Falske billeder og videoer kan understøtte et hvilket som helst narrativ. Det kan bruges til politisk påvirkning, til manipulation, til radikalisering eller kvindehad.
Udviklingen burde frem for alt medføre nye standarder for både mærkning og oplysning omkring dilemmaer ved teknologien. Samt en dybere refleksion over, hvorvidt det at kunne prompte pølsevogne og månelandinger er et vigtigt redskab eller blot en dum leg.
Dilemmaerne er mange, og det er afgørende, at vi tager dem alvorligt.