Blog

digitale dogmer
Sådan vil jeg comitte mig til at bruge de sociale medier

Sådan vil jeg comitte mig til at bruge de sociale medier

Jeg har set det en del gange efterhånden, fra fagfolk, fra medierne, fra brugerne. Der er en stigende utilfredshed og ikke mindst utryghed ved de sociale medier. Fra ”det er værre end Nationen” til ”Facebook er skyld i Trumps sejr” og ”falske nyheder spredes alt for nemt på de sociale medier” og til en mere modløs opfattelse og kommunikation på sociale medier, der bærer præg af, at mange har mistet troen på mennesket. I disse dage udsættes Twitter for massiv (og berettiget) kritik for at være redekasse for hård medfart, mobning under anonyme forhold samt ikke mindst for også at være stedet, hvor ord og meninger løber hashtagsløbsk.

Jeg har en agenda

Der kan være al mulig grund til at advare mod de sociale medier, og eftersom jeg arbejder med netop at rådgive og undervise om sociale medier – også omkring børn og unges færden, tror mange, at jeg bruger al min tid på at advare mod sociale medier, falske nyheder og de åbenlyse udfordringer.

Men det gør jeg ikke.

Min agenda er en anden. Jeg arbejder for, at vi lærer at bruge de sociale medier på en langt mere bevidst og konstruktiv måde. For hvis vi skal passe på hinanden og sågar demokratiet, skal vi holde op med at tro, at den negative udvikling er de sociale mediers skyld alene. Det er brugernes skyld og ansvar. Medierne udvikler sig med brugernes anvendelse – det er os, der skaber udviklingen. Nøjagtig ligesom når børn og unge har lært af bruge medierne på en måde, der både er hurtigere og vildere end nogen kunne have forstiller sig. Det gælder alle aldre, alle typer og folk med forskellige holdninger og agendaer.

Er det så Facebooks skyld? Er det de sociale mediers skyld?

Vi bør selv tage ansvar

Eller er det vores uhæmmede brug af mulighedernes ultimative svirp med halen? Helt ud til det yderste – om det bare er en enkelt gang eller det bliver en metode, en hverdag. Ikke kun i vores aktive deling og opsætning men snarere og endnu værre også i vores optagelse og refleksion – det vi bringer ind, optager og deler videre, det der får betydning for vores eget og andres verdensbillede. Fra det små til det store. Fra en lille observans til store og løsslupne samtaler og holdninger, der sætter sig deraf?

Vi er nødt til ikke at begræde de falske nyheder men at bruge fem minutter ekstra på at finde de sande. Vi er nødt til at være bevidste brugere i stedet for hovedløse hversagssurfere, der fixer på et opslag eller en nyhed baseret på det, der streng taget kunne være naboens lokumsfilosofi. Vi er nødt til ikke at begræde den dybe journalistiks død men aktivt at søge og støtte den. Vi er nødt til at mute negativitet – vi er med andre ord nødt til at gøre os umage. Ikke kun i det, vi deler, men i høj grad også i det, vi lader os eksponere for.

Erstat digital dannelse med almindelig sund fornuft

Og her kommer det fortærskede begreb “digital dannelse” faktisk på banen. Hvis man ser på dannelse som begreb, handler det om noget med at lære at være. Digital dannelse indeholder efterhånden mere forståelse af knappernes formåen mere end menneskelig fornuft. Man kunne med god effekt erstatte dannelse med almindelig sund fornuft og umage. At gøre sig ekstra umage for ikke at svælge i den nemme løsning, når man nu sidder der bag skærmen. At gøre sig umage for at gøre plads til almindelig sund fornuft der bag skærmen. Hel basic.

At lære at trykke på knapper er måske noget digitalt, men der er reelt ikke forskel på en køledkabsknap og så en skærmknap. Hvorfor du skal trykke på knappen, er det vigtigste. Skal der skrues op for kulden i køleskabet? Skal din computer gemme koden til webbank? Ja/nej. Hvorfor / hvordan. Det er umagen værd at sætte sig ind i, hvorfor computeren skal eller ikke skal gemme koden. Det står endda oftest i forbindelse med valgmuligheden.

Digital dannelse er distanceret. Det burde hedde digital fornuft. I hvert fald langt hellere digital forståelse og opdragelse end digital dannelse.

Og for nu at vende tilbage til alt det, folk tror, jeg advarer imod. Det eneste, jeg advarer imod, er at tro, at tingene er anderledes, bare fordi de foregår bag en skærm. Derfor har jeg comittet mig til at tage ansvar for min egen adfærd på sociale medier. Den har jeg løbende justeret, for jeg ved som fagperson, at man selv har stor indflydelse på, hvad man bliver eksponeret for, og hvem man følger. Det kræver bare fem minutter om ugen – for nogle måske om dagen – at være en bevidst bruger.

Her er mit nytårsfortsæt, og jeg er allerede begyndt:

Facebook:

Det jeg eksponeres for:

Jeg rydder op en gang om ugen. Finder ud af, hvem jeg vil følge, sorterer i de løbende forslag og algoritmen. Det tager kun fem minutter at “rense sit feed” engang imellem. Facebook gør det faktisk også ret nemt – du kan altid få hjælp til at sortere og indstille, så det passer til dit behov. Prøv dig frem.

facebook-goer-det-nemt

Det jeg udtrykker:

Konstruktiv og ægte er bedre end allestednærværende og kommenterende på alt. Endda kritik som jeg kunne være enig i. Jeg kan sagtens like kritiske opslag, men jeg skruer ned for debatlysten indenfor emner, der ikke umiddelbart har relevans for mig. Ofte er det blot overspringshandling. På Facebook vil jeg ikke censurere mig selv så langt, at jeg udelukkende er strategisk. Jeg vil give af mig selv, præcis som jeg sætter pris på, at mit netværk giver af sig selv. Og til det skal føjes, at jeg selvfølgelig altid vælger, om mine opslag er offentlige eller private.

 

LinkedIn:

Det jeg eksponeres for: LinkedIn er langt fra så nem at sætte op som Facebook, men jeg er begyndt at unfollowe personer, der fylder for meget i mit feed med indlæg, der ikke indeholder værdi men udelukkende salg af deres produkter. Jeg er også begyndt at handle på, at jeg faktisk bliver træt af, at folk bruger netværket skamløst til at dele anbefalinger, de har fået af kunder. God skik er et must for mig på LinkedIn.

Det jeg udtrykker: LinkedIn er perfekt til at søge kompetencer til mange forskelligartede opgaver, og jeg sætter stor pris på den positive dialog, man kan få, når man slår noget op. Jeg vil så vidt muligt altid anbefale relevante kompetencer, når folk i mit netværk spørger. Og jeg vil blive ved med at gøre det troværdigt, så det ikke er noget-for-noget.

Deling af artikler, der har inspireret mig eller giver mig værdi og som jeg dermed tror, kan give andre værdi – det er et must for mig.

LinkedIn er stadig et perfekt erhvervsnetværk, og jeg deler ikke den løbende kritik af platformen.

 

unknownInstagram:

Her er jeg helt privat og følger og bliver kun fulgt af personer, som jeg har en eller anden forbindelse til. Jeg vælger derfor selv, hvad jeg vil se, og hvor jeg vil kommentere, ligesom jeg vælger hvem, jeg viser billeder til. Det vil ikke ændre sig. Jeg er også ret vild med Instagram fortsat – måske af same årsag.

 

unknown-2Snapchat:

Vi bliver aldrig rigtig gode venner, men jeg er mest på for researchens skyld nu, hvor jeg arbejder med børn og sociale medier. Så jeg vil ikke ændre noget som helst i år og alle, der tror, at det kun er et spørgsmål om tid, inden jeg for alvor går all in, tager fejl. Det er en bevidst beslutning.

 

unknown-1Twitter:

Præcis som min færden på Twitter er en bevidst beslutning. Jeg bruger det kun til research og til inspiration, og jeg elsker platformen til netop det formål. Men det er lang tid siden, jeg ændrede min profil og stopped med at lave opslag, og det har frigivet aldeles mange timer.

 

 Andre sociale medier:

Jo – hvis de giver mening. Men min tid er kostbar, og jeg vil hellere have tid til at være en bevidst bruger end jeg vil være på uden relevans.

Er disse toner nye for mig? Egentlig ikke. Men jeg vil nu alligevel gøre mig langt mere umage, end jeg hidtil har gjort. Blandt andet ved at sortere og fremelske sande nyheder og spændende perspektiver og lokalisere falske nyheder, hårdt sprog og dårlig SoMe skik.

Vil du være med til at blive en (endnu) mere bevidst bruger af sociale medier? Så kan det være, vi kan gøre en forskel.

 
Digital dannelse – kan vi gøre det lidt mere konkret?

Digital dannelse – kan vi gøre det lidt mere konkret?

Jeg bliver ofte spurgt, om digital dannelse er det samme som læring om sociale medier. Ja faktisk spørger mange lærere og skoler, hvordan de kan forstå forskellen, og hvorfor det her med digital dannelse virker så abstrakt, når de i hverdagen skal håndtere en sag om mobning, om sager, hvor børn er uvenner over noget, der skete på sociale medier, eller når børn fortæller om de slåskamp de i går så på sociale medier. “Vi vil gerne gøre noget konkret,” siger det. Og jeg tænker også, at digtital dannelse er et fint begreb, men hvad betyder det. Opfattes dannelse sat sammen med digital som det samme som dannelse uden digital. Altså: At lære at være? Og hvad ligger der i ordet ”digital”, når det sættes sammen med dannelse? Hvad danner vi i, eller danner man sig selv?

Overordnet er det i høj grad vigtigt at vide, hvad digital er i almindelig forståelse sat op imod det liv, børn og unge lever online. Er digital efterhånden det samme som social, når det kommer til online?

Jeg spørger, fordi jeg ofte støder på, at digital dannelse bliver brugt i flæng – også når det kommer til uddannelse og forståelse af brugen af sociale medier. Faren ved det er, efter min mening, at det, der er så vigtigt at lære børn og unge, bliver et mærkeligt fluffy begreb, som ikke er konkret og hands on nok til, at skoler og uddannelsesinstitutioner kan omsætte begrebet til hverdagen. Hverdagen, der omfatter børn og klasser med pludseligt opståede misstemninger, en elev, der pludselig bliver mobbet eller udstødt, børn der ikke har styr på privatindstillinger eller elever, der tager billeder af skolekammeraterne og deler dem på sociale medier. Børn, der går ned, når Trump vinder det amerikanske valg, fordi de har set folk skrive om verdens undergang på sociale medier, eller børn, der gik glade hjem i går og kommer ulykkelige i skole i dag.

Hvor tager man fat? Sociale medier er aktuelle udfordringer, akutte opståede problematikker, forståelse for sociale spilleregler, manipulationer, der foregår in real life og som tages med over på sociale medier. Ellers afprøvning af ting, man aldrig ville gøre in real life. Nye muligheder, forslag og fællesskaber, som af børnene opfattes som sociale mere end digitale.

Det sidste er vigtigt. Og det er her, mange oplever, at begrebet “digital dannelse” ikke kommer før social medie dannelse. Helt lavpraktisk handler det aktuelt om, at børn skal lære de vigtigste ting om sociale medier (som jo også er apps, sms)

God tone: skriv ikke til andre, hvad du aldrig ville sige til dem og vær en god ven fremfor en god netven.

Ting kan ikke slettet: alt hvad du gør online, bliver der for evigt. Husk det.

Folk du connecter med: vær bevidst om, hvem du er ven med på sociale medier

Spor: du efterlader dig spor, når du er på sociale medier. Altid.

Sikkerhed: du kan gøre noget for at sikre dig selv og din profil.

Fornuft: det du ikke ville gøre i skolegården – eks. stille dig nøgen op eller kalde andre grimme ting – skal du heller ikke gøre på sociale medier.

 

Tal med andre: hvis sociale medier fylder en stor del af dit liv, så tal lige så meget om dem som du taler om dine andre interesser med dine forældre eller lærere.

 
Hey digitale konsulent. Skal vi prøve igen

Hey digitale konsulent. Skal vi prøve igen

Jeg ser det oftere og oftere: Eksperter og digitale konsulenter, der griner lidt ad virksomheders manglende digitale drive.

”Har de da ikke forstået alvoren!”

”De er tabt bag en digital kædevogn!”

”Danske virksomheder taber kapløbet om fremtiden,”

skriver de med sjove links til undersøgelser, der naturligvis bekræfter påstanden. Som der vel at mærke kan være noget om. Men hey konsulent, måske skulle vi grine lidt ad os selv i stedet for at gøre nar af andre. Siger jeg lige så meget til mig selv. For der er mange eksperter i det digitale, og det er en spændende verden. Nogle er eksperter i digital transformation, andre i digital strategi, endnu flere i sociale medier og mange sælger sig på at kunne udvikle apps, der gør en forskel for virksomhederne – og ikke altid for kunderne.

Der mangler bare et eller andet her. For mens eksperter og digitale konsulenter jævnligt diskuterer disruption og sidestiller det med digital markedsføring, så er det faktisk en reel udfordring i mange danske virksomheder. Det digitale mindset kommer ofte nedefra, fra nye ansatte, fra de unge eller fra medarbejdere, der har været med på den digitale vogn længe før NemID og andre ulyksaligheder. Digital bliver til noget socialt, transformation bliver til noget fluffy, som virksomheden måske i virkeligheden er i gang med, men som ingen aner, hvad er.

Det får mig til at tænke på, at det meget vel kan være, at danske virksomheder er tabt bag den digitale kædevogn, men er vi rådgivere og digitale konsulenter bedre? Hvor er det, vi ikke har slået til, og hvorfor er mange rådgivere langt mere aktive på Twitter (hvor jeg ikke selv er særligt aktiv) end ude i maskin – eller styrerummet hos de virksomheder, det står så skidt til hos?

Hvorfor fortaber vi os i undersøgelser af tilstandens stilstand i stedet for at sikre, at vi ikke taler hen over hovedet på dem, vi skal hjælpe? Siger jeg lige så meget til mig selv.

For taler vi i virkeligheden hen over hovedet på dem, “der ikke ved, hvad det drejer sig om,” fordi vi heller ikke selv ved det? Det kunne forklare, hvorfor vi peger på andre, før vi kigger på os selv.

Hvad mener du, der skal til? Hvem har svaret og hvem gør det godt på markedet som konsulent/ekspert?

Jeg hører gerne fra dig.

 

 

 

Hold øje med Odense

“Der må ikke gå Odense i den!”

Kender du det udtryk? Hvis ikke, du føler dig indviet, kan jeg hurtigt indvie dig: Odense har i mange år været anset for at være tabt bag dansen, når det kommer til udvikling, branding og vækst/innovation. Byen var “rasteplads på motorvejen mellem Jylland og Sjælland,” hvis ikke den var “smørhullet, der gled i egen marcipan.”

Med andre ord var der ikke meget sjov over Odense i det år, hvor Horsens voksede sig ud af fængslets skygge tilbage i 90´erne og Herning længe inden da havde placeret byen på Danmarkskortet og senere fik udbygget byen til også at være et mødested for andet end konferencer med Boxen, der både huser store koncerter og verdensmesterskaber i alt fra svømning til dressur.

Imens grinede alle lidt af dem i Odense. De havde ligesom nok i sig selv. Jeg morede mig også, imens jeg fremhævede, at Herning var lysår forud for alle andre byer. Og når man først har besluttet sig for noget, så skal der som bekendt mange indgreb i den beslutning til, før man ændrer beslutningen. Men Odense har formået at kravle ind under huden på mig og mange andre. Umærkeligt, men effektivt. Det vender jeg tilbage til.

Lad det være skrevet med det samme:

Jeg er opvokset i Odense. Jeg har trådt mine barnesko i byen, jeg har festet mine første fester og kysset de spædeste frøer i byen. Jeg har muligvis været lidt mere opmærksom på byen og ikke mindst byens udfordringer, end de fleste. Men byen set udefra lærte jeg alt om, imens jeg læste til journalist og senere, da jeg begyndte at arbejde med branding. Der var snart ikke det kursus, hvor Odense ikke var et skræmmeeksempel på en by, der puttede sig og havde nok i sig selv og derfor ikke udviklede sig selv eller sit brand.

Men pludselig var der blomsterfestivalen, der rent faktisk kom igen hvert år. Odense mente det. Så var der Harry Potter, Tinderbox, HC Andersen festivalen, Food Festival, koncerterne. Der var den endelige bestluning om Thomas B. Thriges Gade. Og her tager jeg ikke stilling til, om det var en god beslutning. Men fra snak (og den var der allerede, da jeg boede i byen i 80´erne) til handling sker der pludselig noget. Intet er mere igangsættende end beslutningsdygtighed og handlekraft. Odense gentog successer, og når juletræet tændes i år, vil det igen ske på en fyldt Flakhaven og en gågade, hvor børn og ældre står på tæer eller sidder på skuldre for at dele begivenheden. Odense er samlet.

Men fra arrangementer og gode tiltag til daglig tale.

Det vigtigste af alt er dog, at Odense har formået at skabe en masse interne ambassadører. Odense er blevet gjort menneskelig og bliver delt på de sociale medier. Det virker som om der er en indre stolthed, der skal ud. En beslutning er nemlig slet ikke nok i sig selv. 100 vis af events er heller ikke nok. En fælles indsats og forståelse hos borgerne for deres vigtige rolle, er faktisk det bedste greb, når det kommer til kommunikation om det, Odense kan.

Herning kan noget helt særligt, som mange jyske byer misunder dem. Horsens kunne engang, og det satte spor. Men når vi skal lære, hvordan en by eller et lokal område bør brande sig i fremtiden, så skal vi skele til Odense. For der er ikke kun pænt, historisk og mange events. Der er spirrende liv, gejst og engagement for ikke kun at skabe egen vækst men også støtte byen i en længere proces.

Det er kun set udefra. Og via de sociale medier. Ingen anden by af Odenses størrelse har lige så høj aktivitet på de sociale medier. Ingen har større delingsgrad med ord og associationsopbyggende adfærd som Odense har skabt. Selvfølgelig betyder det noget, at der på Visit Odenses side er mere end 900 events at dele fra. Men der skal være nogle, der har lyst til at dele, og det er der i Odense.

 

Sociale medier er ikke en verden for sig

Mine indlæg handler om mennesker og det vi siger, gør eller skaber med kommunikation. Lige nu roder indlæg om sociale medier rundt med indlæg om for eksempel lederkommunikation. Men det er en kort periode. Er ved at lave flere linjer i mine blogs.

Nå, men til dagens hovedpointe: Sociale medier handler ikke om mennesker. De ER mennesker. Og hvorfor er det vigtigt at erkende det?

For virksomheder/brands:

I de år jeg har arbejdet med sociale medier, har jeg oplevet, at sociale medier bliver anset som “det derinde på nettet”. Altså en verden for sig selv, der ikke nødvendigvis havde noget at gøre med det, der foregår real life.

“Vi skal også lige et eller andet på de sociale medier”, lød det ofte fra marketingsafdelingen. Og et eller andet blev der skabt og sendt ud via sociale medier. Sådan er det stadig.

Men uanset om du arbejder med en smal palette af sociale medier, hvad mange virksomheder stadig gør – LinkedIn er for eksempel mere populær hos nogle ledere end Facebook, da LinkedIn opfattes mere seriøst og Facebook er for madbilleder og dagens gøremål (den tid er forbi, men lad det nu ligge til et andet indlæg) – så er det vigtigt, at sociale mediers store rolle i alles hverdag bliver taget langt mere seriøst, end jeg oplever lige nu.

Sociale medier er ikke kun en reklameplatform. Det er aktion, interaktion og reaktion. Oversat til at tale, lytte og skabe dialog = perspektiv.

Der er altså ikke længere tale om et liv indenfor eller udenfor de sociale medier. Der kan være tale om, at mange mennesker ikke er på de sociale medier. Men de er sikkert sammen med mennesker, der er på sociale medier, og de nyheder, de får, eller den inspiration, de modtager, kan sagtens have haft sit udspring fra de sociale medier.

Da Jørgen Vig Knudstorp sang LEGO´s årsregnskab i foråret 2015 var det en gammel nyhed, da det blev vist på TV2 om aftenen. Alle havde set det via de sociale medier – eller fået fortalt historien ved frokostbordet eller i kaffestuen.

Hvad betyder det så?

At integrere sociale medier som en naturlig del af udviklingsgrundlaget og sparringsfaser kan give langsigtet værdi. For en af de vigtigste fordele ved sociale medier her og nu er at alt står på skrift. Du skal bare være i stand til at lytte. Ikke kun måle tal og kliks, men at lytte og at prøve at forstå sammenhængen. Det kan man desværre ikke måle sig ud af. Det kan kun foregå ved at være der selv eller ved at anerkende, at sociale medier både er kaffestuesladder men også dialoger, der kan give dig verdens bedste idé – en idé du i øvrigt kan videreudvikle sammen med mennesker på sociale medier.

Det kan kun lade sig gøre, hvis vi begynder at tænke på de sociale medier som en naturlig del af den verden, vi skal udvikle os indenfor – og ikke kun den verden vi skal markedsføre os på.

 

Har du husket avisen

Når jeg holder foredrag om branding, spørger jeg altid, hvilke aviser, folk læser.

“Forsvindende få!” lyder svaret meget ofte. Nogle har læst aviser igennem mange år men har lige så langsomt ændret vaner til primært at screene dagens nyheder i morgen tv fladen eller online. Nogle har aldrig læst avis, og flere læser gratisaviser og BT og Ekstra Bladet.

Uanset om du er jobsøgende, selvstændig, hippie, erhvervsmand eller på pension, må avisen være et redskab til din verden. Ikke kun på grund af indholdet, som du kan finde mange andre steder, men også fordi, der sker noget vigtigt, når du giver dig selv øjeblikket: “Mig og min avis!”

Avisen er perspektiv. Det er viden og muligheden for at aflæse en situation, der kan have indflydelse på din mulighed for at sælge dig selv og din virksomhed. Under svineinfluenzaen i 2009 havde jeg et par jobsøgende til mental træning. De var ikke vant til at læse avis. Jeg bad dem læse avisen i de tre uger, de havde hos mig. De læste Politiken, Berlingske Tidende, Vejle Amts Folkeblad, Horsens Folkeblad og om søndagen JP Søndag. Ikke alle aviser hver dag, men det var disse aviser, de kunne vælge imellem, og vi satte en time af om dagen til dette.

Da den ene kom til samtale, blev han ansat fordi, han havde læst avisen. Det er ganske vist.

Hans tilbagemelding var:

“Da jeg kom ind, følte jeg mig mere sikker. Jeg vidste, at jeg kunne smalltalke lidt om dagens nyheder, og jeg slap nervøsiteten omkring, om han skulle spørge mig om noget, jeg ikke kunne svare på. Vi talte om svineinfluenzaen, og jeg kunne tale med på en helt anden måde, end hvis jeg kun havde set nyheder kl. 18.00. Jeg spurgte eksempelvis, om de kunne mærke det i hans virksomhed, fordi de arbejder med svinebranchen, og der havde lige været en artikel i avisen om, at svinebranchen mærkede akut nedgang, pga kundernes udvidenhed om, hvorvidt svinene indeholdt svineinfluenza. Han var glad for mine spørgsmål, og vi fik en rigtig god dialog igang. Jeg er sikker på, at jeg fik jobbet, fordi jeg kunne smalltalke med ham på en meget naturlig måde.”

 

Herning-modellen

September måned er Herning måned. I hvert fald for debattør Mads Holger, der har sat sig for at tage temperaturen på den midtjyske by, som han har debatteret i lange rækker over sommeren.

Med udgangspunkt i, at der er dødsygt i Herning, hvis man skal være klokkeklar og ren i sin tale og ikke skrive i et sprog, som småborgerligheden ikke forstår alligevel.

At han – i øvrigt for første gang – sætter sine ben i lige netop Herning, er ikke tilfældigt. Det samme gælder, når det handler om, at han overhovedet debatterer det.

Herning er i øvrigt øverst på listen fra DI over byer, der har forstået at prioritere erhvervslivet (og dermed vækst og skattekroner).

Herning var – midt i sit uldjyske – rent faktisk med i kampen om Melodi Grand Prix. Ligesom byen igen og igen danner ramme om sportsbegivenheder, som EM, WM, årskavalkader, og direkte i dit fjernsyn lige så ofte, som de havde planlagt det dengang. For de må have haft en plan i Herning. Hvad ellers skulle de holde sig til. Byen ligger midt i ingenting, der er mere fladt end fladt, skoven er der langt til, det samme til vand.

Det har de fået styr på i Herning. De har oprettet natur, en kunstig sø, udsigter og meget andet. Fordi der var behov for det.

Men det er blevet sekundære elementer i byens virksomhed. Brandet, som de måske slet ikke havde fokus på, men som blev bygget op imens malingen tørrede på de nye industrier, omfartsveje blev tromlet og messehallerne gik fra anvendelige til fremtidssikrede.

Imens havde omegnsbyerne ikke så travlt. De var blevet givet naturen, trekantens beliggenhed. Det hedder sig: Tæt på alt, tæt på København og Århus. Hygge og easy-living.

Og så falder man lidt i en tornerosesøvn. Det er meget naturligt. Problemet er bare, at man sover så længe, at når man vågner, ser alt meget sløret ud. Der er behov for at vi gør noget. Et eller andet. Vi ved ikke helt hvad, men noget.

Forestil jer, at du har sovet over dig en morgen. Hvad er det første, du gør? Der er som regel ikke noget første, men tusinde ting på en gang, hvor alt foregår åndeløst, samtidig og lidt for hurtigt. Når det ikke virker, skynder du dig videre til næste ting, der også skal gøres.

Det gjorde de ikke i Herning. Sov over sig.

Man kan diskutere, om de så er i live.

Man kan diskutere, om man vil leve, så man aldrig sover over sig.

Men det er bare meget nemmere at sove over sig, når der er en plan for, hvad vej, man skal gå. Så slipper man for at fare i alle retninger.

Og konkurrere med alt og alle i stedet for at finde sin egen niche og drømme om EM, WM eller nationalt og internationalt fjernsyn.

 

Hvis jeg var Niclas Bendtners rådgiver…

Hvis jeg var Niclas Bendtners rådgiver!

– Ville jeg hverken bede ham ændre sig til et mere polert udtryk, drosle ned eller slippe sit tag i sin smukke dame eller flotte biler. Ikke engang for hans personlige brands skyld. Og slet ikke for pengepungens skyld.

Faktisk ville jeg nærmere spørge ham, hvordan han kunne klones.

Og nej – jeg ønsker ikke flere bilulykker derude. Du skal som læser ikke engang sætte spørgsmålstegn ved, om jeg mener det er forsvarligt, at man sætter andres liv på spil.

Jeg taler om rådgivning af hans personlige profil. Jeg taler om spindoktori. For Niclas Bendtner er en af de personligheder, som de danske medier ville elske at detronisere og pulverisere. For derefter at finde et nyt projekt. Han stikker for meget ud. Han er menneske. Han kan endda røres og fremstilles som en idiot.

Problemet er bare, at hvor meget han end prøver, så ville hans ægte ansigt altid stikke frem, og alle ville fra nu og i alle evigheder alligevel være betænkelige ved, om han nu er ægte. Og det er ægtheden, vi søger. Det er ægtheden, vi går efter, og ægtheden, vi bliver draget af.

Danmark er blevet et fladt land.

Hvis jeg rådgav ham, ville jeg sige til ham:

  • Vær bevidst om, at medierne er der. Vær bevidst om, at medierne vil gå efter dig. Men lad vær med at fjerne det rebelske i dig. Din præmis er, at du altid vil vække noget i folk. Sådan er det for nogle mennesker, uanset om de vil eller ej. (Jeg vil vædde med, at mange af os bare ved at tjek af omgangskreds kan udpege fem – ti personer, der slipper nemmere afsted med at gøre kontroversielle ting end andre. Nogle af dem har en mere usynlig adfærd – eller på dansk: knap så meget karakter. Imens andre har en mere synlig karakter.)
  • Du er unik. Du er en ener.
  • Du giver lidt mere kulør på et ellers fladt landshold, der er detroniseret af diverse kommunikationsforbud. Og dermed omgærdet af en sand mystik, der af tidligere engagerede borgere nu vendes indad. Til et stort spørgsmålstegn: “Hvad vil de, og hvorfor!”

Ja, vi er nødt til at have gode rollemodeller for vores unge mennesker. Alle dem, der skal blive ved at være glade for at spille fodbold.

Men vi er også nødt til at vise verden, at vi også er mennesker. Og hvis de unge mennesker falder døde om af at se på Niclas Bendtner, så er jeg nødt til at sige, at så har vi gjort det rigtig dårligt hjemme i de små hjem – i de små stuer. Så har vi glemt en meget vigtig detalje. Nemlig den, at vise dem, at det er lovligt at være menneske.

Så der er fra mig to virkelig vigtige pointer.

Hvis du tror, du skal tone dig selv ned, så vær bevidst om, at der altid er noget ved dig, der vil “larme”. I sær hvis du prøver at ændre på dig selv.

Erkend dette og ager ud fra det. Vær bevidst om, at hvis det ikke er medierne, du har i hælene, så er det den misundelige nabo, den korrekte moster eller din intrigante kollega.

Vær desuden bevidst om, at der er forholdsregler, du kan tage, og der er udmeldinger, du ikke behøver foretage. Men vi ved godt, at der stikker noget under, hvis du pludselig ændrer karakter fuldstændig, bare fordi du har været på kursus.

 

Vær din egen spindoktor!

Hvorfor blev vi fascineret af Simon Spies, der kunne slippe afsted med en lang række utrere handlinger igen og igen, mens vi stadig købte hans rejser. Og hvorfor er du stille og opmærksom, når nogle taler frem for andre, og hvad er det, der gør, at du kigger efter en på gaden, der ser ud til at være i harmoni med sig selv?

Forestil dig, at du kan opnå den gennemslagskraft, der skal til for at alle appelsiner falder ned i turbanen. At du ligefrem får skrevet ned, hvordan du så bare skal udtrykke dig.

Forestil dig, at du med sådan en guide kan gå ud og erobre verdenen i en tid, hvor netop dit personlige brand er højst moderne og faktiske det, der skal sælge dig.

Forestil dig, at det eneste, der skal til, er en spindoktor. En spindoktor, der ikke alene fortæller, hvad du siger og ikke siger, men også vejleder dig i, hvordan du ser ud, i hvilke folder, du skal lægge ansigtet og hvornår rynken skal blive til en medfølende trækning i ansigtet.

Det eneste, du skal gøre, er at lære dig selv udenad, smide dine egne sanser i hænderne på spindoktoren og huske at træne dine udtryk og sætninger derhjemme, så du ikke skal bruge for megen energi på, at redde dig selv tilbage i det koncept, du optræder i, når du engang imellem træder ved siden af.

Overfor dig står en chef eller forretningspartner, der også har et koncept at leve op til, og så kan skal man ikke være særlig fantasifuld for at forestille sig to hånddukker, der taler til hinanden.

Selvfølgelig sat lige rigeligt på spidsen, men centralt er det, at det, du siger og gør, er så meget i centrum i disse år, at det for mange er en nødvendighed at have en guide til at begå sig på.

Men med mindre, du selv er spindoktoren, og den kommer indefra, kan din guide i bedste fald kun gøre dig rolig i svære situationer og i værste fald gøre dig grå og uinteressant eller endda ligefrem til en morsomhed! Du behøver ikke engang være Bertel Haarder for at hoppe i sandkassen på et tidspunkt. Det er nemlig menneskeligt at være – ja menneske. Noget jeg synes, vi har glemt i dag, hvor alle offentlige personer har spindoktorer, der er meget mere modtagerfokuseret end afsenderorienteret, og det er her, jeg ser. at den tipper.

Jeg er ikke til alle de konstruerede personligheder, vi ser i mediebilledet, i erhvervslivet, blandt mødre såvel som fædre i mine børns klasser og ikke mindst ved de personlige sammenkomster. Jeg bryder mig ikke om det, blandt andet fordi jeg VED, det er hårdt arbejde, og jeg kan mærke anstrengelserne hos en person, der gør sig for meget umage – og anstrengelserne tager over for personligheden.

Jeg ved det, for jeg har selv prøvet det.

Sagen er nemlig den, at det i princippet er meget nemt at konstruere sig selv – opfinde lige netop den personlighed, som man ved er attraktiv, ja måske endda smuk og ikke mindst er vejen til succes. Men hvis den ligger langt fra din egen personlighed, eller hvis du skal arbejde for hårdt for hele tiden at undertrykke den, så er det i mine øjne spildt arbejde. På et tidspunkt bliver din modtager forvirret, og det er forfærdeligt alene, men når først det hele krakkellerer – og det behøver man ikke være Bertel Haarder for at gøre – står man tilbage med en personlighed, der skal starte forfra, om som skal arbejde virkelig hårdt for at vinde igennem.

Det er utrolig svært, for vi lever også i en tid, hvor der er stort fokus på brands. Virksomheder såvel som personlige brands, og man behøver ikke være selvstændig konsulent for at det er nødvendig med et brand. Din sælger, som HRchef, som butiksassistent etc. er det vigtigt, du har en synlig person.

Og selv om der er langt fra politikernes hverdag og de krav, de møder i hverdagen og til jobbet som klinikassistent, så er der bare så meget fokus på, hvordan du får en spændende personlighed overalt, og alle gør det. Fremfor alt kigger vi på de kendte og dem, vi kan se i mediebilledet.

Og lige nu er det så kedeligt og ensrettet, at en person som Blachmann kan lægge landet ned. I sig selv store bedrifter, han gør idet han netop taler for det skæve, det ægte og interessante og ikke mindst dem, der har noget på hjertet.

Men hvem har noget på hjertet, hvis de ikke kan finde ud af, at det er ok at have sin egen ting på hjertet. Blachmann behøver ikke kunne lide mig, for at jeg har noget på hjertet. I princippet er det netop ham og alle andre, vi skal være ligeglade med.

Vi er så modtager fokuserede i Danmark i dag, at selv professionelle kommunikatører siger, at god kommunikation udelukkende handler om modtageren!

Jeg er dybt uenig.

Kommunikation handler også om afsenderen. Hvis du er så fokuseret på modtageren, kan du kun glemme dig selv et sted og dit gætteri på, hvad modtageren vil ha, og det er ligegyldigt om det er din personlige performance, din skrevne arbejdsrapport, dit første rapnummer eller det, du har på hjertet, kan kun medfører, at du udvisker lidt af dig selv i forsøget på at ramme en modtager.

Jeg hørte fornylig operachefen sige, at hvis operaen kun lavede, hvad folk ville have, så fandtes der ingen opera!

Tænk, hvis det er sådan, at du kun skal lave det, som folk vil have – ellers så findes du ikke!

 

Mangelfuld kommunikation kan vælte læsset

I den verserende konflik (hvis man kan kalde den det, da de ikke forhandler) imellem KL og DLF er det blevet en konflikt, som vi som udenforstående primært kobler på Michael Ziegler og Anders Bondo Christensen.

Det burde de have forudset.

Man kan være enig i begges synspunkter, hvis man vel at mærke kan gennemskue, hvad de handler om. Konflikten er nemlig det allerværste eksempel på manglende kommunikation og fejlslagen kommunikation.

I forhold til den fejlslagne kommunikation, så handler det i sær om KL´s fremturen imod lærerne. De har i sær brugt en retorik om, at lærerne skal normaliseres i forhold til den verden, vi ellers lever i. Det er svært at være uenig i det. Men da retorikken indeholder noget negativt omkring lærerne – som i sær peger på, at KL ser den dybeste udfordring i, at lærerne ikke laver nok, så bliver kommunikation pludselig det store problem, der har fanget KL i en skruetvinge. For kommunikationen burde have været mere gennemtænkt, det burde have været forudset, at hård retorik ikke hjælper på noget diffust.

Pludselig er der en stor del af befolkningen, der er med lærerne. Eller i det mindste imod KL´s retorik. Det betyder, at konflikten har fået endnu sværere kår, fordi regeringen, der jo har støbt en del af kuglerne, ikke tør stå ved sin egen politik.

På den anden side står lærerne. Anders Bondo Christensen er ofte blevet sammenlignet med en lille stædig nisse, der står så fast, at han kunne sælges som havenisse. Han kæmper for lærerne og blev en kort overgang til helten i kampen om befolkningens gunst. Jeg tror nu stadig, at mange har svært ved at sluge hans retorik også, men der sker altid noget i folk, når vi oplever Davids kamp imod Goliat. Vi står med David. Dette burde DLF også have forudset.

Men en anden og langt vigtigere ting er, at lærernes kamp slet ikke er slut endnu. For befolkningen reagerer altså på Davids kamp imod Goliat. For hvad der sker, når skoleklokken ringer ind, det har lærerne og Anders Bondo Christensen aldrig rigtig formået at skabe noget historie omkring.

Med mangelfuld kommunikation kan alle pludselig blive fanget i en situation som lærerne. En kamp om kundernes gunst. Om befolkningens gunst. Og ikke alle kan være så heldige at blive fanget af fejlslagen kommunikation fra den andens side.

Hvis man som organisation eller virksomhed, offentlig myndighed ikke formår at fortælle den gode historie engang imellem, hvordan skal man så kunne forvente, at folk har associationer, de kan kæmpe med, når krisen kradser eller konflikten rammer.

Danmarks Lærerforening er nødt til at få os danskere til at forstå, hvad det er, de kan, og hvad det er, de gør. De er nødt til at stille større krav til omverdenen om at sætte sig ind i børnenes hverdag og præmis, fra det øjeblik skoleklokken ringer ind, til de sidder med læsebogen om aftenen.

Og her halter Anders Bondo Christensen så meget, at selv hans nissestatus er i fare.